Porsche stiger på positiv analyse

Porsche stiger på positiv analyse

Den tyske bilproducent Porsche stiger på børsen i Frankfurt mandag med 3,8 pct. til 48,21 euro efter at have fået hævet aktieanbefalingen hos finanshuset UBS til "køb" fra "neutral".

Kursmålet er desuden løftet til 60 euro fra 40 euro, fremgår det af Bloomberg News.

Den schweiziske storbanks analytikerkorps anført af Patrick Hummel skriver i et notat ifølge nyhedsbureauet, at det nu er tid til at købe Porsche som følge af produktporteføljen, den ledelsesmæssige eksekvering og effektivitetstiltag.

UBS ser potentiale for yderligere omkostningsreduktioner og forbedrede pengestrømme, mens en vækst på toplinjen ventes drevet af et forbedret produktmiks.

I forhold til kurspotentialet fremhæver banken også Porsches "evne til at genopbygge en modstandsdygtig tocifret marginforretning, hjulpet af uovertruffen brandstyrke, en passende organisation og begrænset risiko relateret til Kina".

Ikke alle deler dog UBS's optimisme om Porsche-aktien. Ud af 28 finanshuse, som ifølge Bloomberg News har dækning af aktien, anbefaler seks "køb", mens 11 anbefaler "hold" og de resterende 11 anbefaler "sælg".

.\\˙ MarketWire