Aktier/tendens: Novo og Zealand i fokus på marked præget af store fald i USA

CARL BNOVO BMAERSK AMAERSK BCARL AZEALHLUN AHLUN B

Aktier/tendens: Novo og Zealand i fokus på marked præget af store fald i USA

Det danske aktiemarked går en svær åbning i møde efter kraftige kursfald på Wall Street fredag, hvor en stærk jobrapport øgede sandsynligheden for en amerikansk renteforhøjelse, trak markedsrenterne op og især teknologisektoren ned.

En forværring af situationen i Mellemøsten, hvor Israel og Iran har affyret missiler mod hinanden, hjælper heller ikke på stemningen forud for åbningen, hvor især Novo Nordisk og Zealand Pharma er i fokus efter weekendens diabeteskonference i USA.

C25-indekset, der torsdag før Grundlovsdag lukkede 1,3 pct. højere i 1756,77, ventes at åbne lavere.

Siden dansk lukketid torsdag er det brede amerikanske S&P 500-indeks faldet med 2,5 pct. og det teknologitunge Nasdaq-indeks med hele 4,1 pct., og der er mandag morgen ingen tegn på en positiv vending i futuresmarkedet. I Europa faldt DAX og Euro Stoxx 50 fredag med 0,8 pct. og 0,7 pct., og futures for de to indeks indikerer mandag fald på yderligere 1,6 og 1,4 pct.

ZEALAND PHARMA RISIKERER AT KOMME UNDER PRES

Zealand Pharma steg torsdag kraftigt forud for weekendens ADA-diabeteskonference i New Orleans i USA. Mandag kan selskabet dog blive mødt med skuffelse, mener aktieanalytiker Benjamin Jackson fra Jefferies, der i en analysenote henviser til data fra et fase 3-studie med vægttabsmidlet survodutid, som partneren Boehringer Ingelheim fremlagde på weekendens diabeteskonferencen.

Knap hver femte måtte trække sig fra studiet som følge af bivirkninger som kvalme, opkast og diarré. Mere positivt viste studiet dog et vægttab på 16,6 pct. med en reduktion af organfedt og leverfedt på henholdsvis 34 og 63,1 pct. efter 76 uger. Bivirkningsprofilen vægtes dog tungest, og på den tyske aktiebørs Tradegate falder aktien i Zealand Pharma 9,0 pct. inden børsåbningen klokken 9.

Zealand Pharma lukkede torsdag 9,0 pct. højere i 326,30 kr.

NOVO NORDISK PRÆSENTERER FLERE DATA PÅ KONFERENCE

Novo har flere nyheder ude. Dels peger Novo på fordele ved semaglutid i højere dosis i sammenligningsstudie med rivalen Eli Lilly, som understreger fordelene ved at øge dosis for semaglutid, dels fortæller Novo om data for lægemiddelkandidaten Amycretin.

Amycretin har i et fase 2-studie således vist en betydelig reduktion i blodsukkeret hos personer med type 2-diabetes. Samtidig oplevede personer, der tog midlet, et vægttab på op mod 14,6 pct. efter 36 uger med den højeste dosis. Novo vil på den baggrund tage Amycretin, der er bygget på det aktive stof zenagamtid, til fase 3.

Endelig kan Novo fortælle, at studier, der går under navnet Reimagine 1-3, alle nåede det primære endepunkt ved at vise betydelige fald i langtidsblodsukkeret (HbA1c). Samtidig blev også det sekundære endepunkt nået, idet midlet også viste pæne vægttab.

Novo Nordisk lukkede torsdag 4,4 pct. højere i 283,85 kr.

A.P. Møller - Mærsk er fortsat i fokus oven på en torsdag, da rederiets aktier tordnede i vejret efter stærke ratetal fra containermarkedet. Drewrys seneste opgørelse af World Container Index viste torsdag således en ugentlig stigning på hele 22,6 pct. - en udvikling, der formentlig skyldes en tidlig start på højsæsonen, var vurderingen.

Fredag viste et andet vigtigt rateindeks Shanghai Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives af Shanghai Shipping Exchange, en ugentlig stigning på 6,0 pct. Indekset var ugen forinden steget med 15,9 pct.

Mærsks B-aktie steg torsdag 8,3 pct. til 17.815 kr.,

Carlsberg har fået anbefalingen af sin aktie hævet til "køb" fra "hold" hos finanshuset ABG Sundal Collier. Kursmålet er fortsat 940 kr. Det viser data fra Bloomberg News.

Løftet i anbefalingen kommer efter et par uger med tilbagefald i bryggeriaktien, der torsdag faldt med 1,5 pct. til 817,00 kr.

Lundbeck, der torsdag steg 1,4 pct. til 44,80 kr., delte sent torsdag flere data fra et fase 2b-studie med lægemiddelkandidaten Bocunebart til forebyggelse af migræne, som første gang blev offentliggjort i februar.

.\\˙ MarketWire