Aktier/åbning: Zealand styrtdykker efter skuffende data i rød start på ugen
Aktier/åbning: Zealand styrtdykker efter skuffende data i rød start på ugen
Zealand Pharma har mandag indtaget en kedelig hovedrolle i bunden af det danske C25-indeks, efter at biotekselskabet i weekenden præsenterede data ved diabeteskonferencen ADA.
Særligt er det indblikket i et fase 3-studie med survodutid fra partneren Boehringer Ingelheim, der vækker skuffelse.
Den overordnede stemning halter også efter mandag, efter at der fredag var store kursfald i USA, mens det danske aktiemarked holdt fri i anledningen af grundlovsdag.
C25-indekset falder 0,6 pct. til 1746,88.
Blandt undtagelserne i det røde marked er Carlsberg, der ifølge Bloomberg News nærmer sig en børsnotering af sin indiske forretning. Det kan gøre godt for gearingen, lyder vurderingen fra Jyske Bank. Bryggeriet har oven i fået hævet anbefalingen til "køb" hos norske ABG Sundal Collier.
ZEALAND SENDES TOCIFRET NED
Zealand Pharmas partner Boehringer Ingelheim offentliggjorde i weekenden studiedata med survodutid, hvor særligt antallet af frafaldne deltagere springer i øjnene.
Survodutid viste ellers et vægttab, der i højere grad var baseret på en reduktion af visceralt fedt og leverfedt frem for muskelmasse.
Men næsten en femtedel måtte droppe ud af studiet som følge af bivirkningerne, der blandt andet talte kvalme, opkast og diarré.
Det fik børshuset Jefferies til at forudsige en skuffet reaktion på aktiemarkedet, og den spådom er gået i opfyldelse. Zealand falder 20,6 pct. til 259,10 kr. i den tidlige handel mandag. Aktien steg torsdag 9 pct. op til konferencen.
Også Novo Nordisk sendes ned mandag efter sin deltagelse ved ADA, selv om der ikke har været nogle tydelige skuffelser at spore ved de fremviste data.
Til gengæld har ærkerivalen Eli Lilly fremlagt stærke data med blandt andet midlet retatrutid, der foruden et stærkt vægttab også har reduceret smerter ved slidgigt i knæene og forbedret tilstanden for personer med søvnapnø.
Novo har dertil offentliggjort, at selskabet fem måneder efter lanceringen af vægttabspillen Wegovy i USA har rundet 3 mio. recepter.
Novo-aktien falder 2,1 pct. til 278 kr.
CARLSBERG NÆRMER SIG BØRSNOTERING AF INDISK FORRETNING
Bryggeriet Carlsberg er ifølge anonyme kilder meget tæt på at indsende papirerne til en kommende børsnotering af sin indiske forretning.
Det kan ske allerede i juni, fortæller kilder til Bloomberg News. Børsnoteringen kan rejse op mod 700 mio. dollar, og noteringen kan bidrage pænt til Carlsbergs planlagte gældsnedbringelse, vurderer Jyske Banks analytiker Haider Anjum.
Dertil har Carlsberg fået et løft af anbefalingen hos ABG Sundal Collier, der nu siger "køb" til aktien mod tidligere "hold". Kursmålet er uændret 940 kr.
Carlsberg stiger 2,4 pct. til 836,80 kr.
A.P. Møller-Mærsk kan notere en ny stigning i fragtraterne. Det viser fredagens opgørelse fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der viste en stigning i spotraterne på 6,0 pct. til 2726,48.
Det er sjette uge i træk med fremgang til indekset, der nu er i højeste niveau siden september 2024.
B-aktien i Mærsk, der torsdag oplevede sin største stigning i et år, stiger marginalt til 17.820 kr.
.\\˙ MarketWire