Aktier/middag: Zealand får en kæberasler efter skuffende studiedata for fedmehåb
Aktier/middag: Zealand får en kæberasler efter skuffende studiedata for fedmehåb
Zealand Pharma får en ordentlig en på sinkadusen, efter at biotesekselskabets partner Boehringer Ingelheim har leveret skuffende data for fedmehåbet survodutid.
Samlet set handles det danske C25-indeks 0,9 pct. lavere i 1740,36, hvilket kommer efter torsdagens stærke stigning på 1,3 pct.
Fredag var der lukket herhjemme som følge af fejringen af grundlovsdag, men i USA fik en stærk jobrapport renterne til at stige og aktierne til at falde.
- Det skabte lidt frygt for, hvad den amerikanske centralbanks næste bevægelse er, og om det måske kan blive en renteforhøjelse. Så det lagde pres på aktierne, fortæller senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank over for MarketWire.
I fredagens amerikanske aktiemarked var det dog især teknologi- og AI-relaterede aktier, der fik stryg, så derfor står det ifølge senioranalytikeren ikke så slemt til herhjemme.
Stemningen er mandag også presset efter øgede spændinger i Mellemøsten, hvor Iran og Israel har angrebet hinanden, hvilket sender olie- og gaspriserne i vejret.
ZEALAND BLIVER KØRT OVER
Zealand Pharmas partner Boehringer Ingelheim offentliggjorde i weekenden studiedata med survodutid, hvor særligt antallet af frafaldne deltagere og bivirkningerne springer i øjnene.
Næsten hver femte droppede ud af studiet, og det er en skuffelse, bemærker analytikere fra blandt andet Barclays og Jefferies.
Af positivt nyt viste survodutid et vægttab, der i højere grad var baseret på en reduktion af fedt omkring organerne og leveren frem for muskelmasse.
Men med bivirkningerne og frafaldet er det "usandsynligt, at det vil drive en større efterspørgsel til behandling af fedme", bemærker analytiker Yihan Li fra Barclays.
Den skuffende præsentation bliver taget ilde op af investorerne, som sender aktien ned med 22,5 pct. til 252,80 kr. Torsdag op til konferencen steg aktien dog også med 9 pct.
Også Novo Nordisk sendes ned mandag efter sin deltagelse ved ADA, selv om der ikke har været nogle tydelige skuffelser at spore ved de fremviste data.
Til gengæld har ærkerivalen Eli Lilly fremlagt stærke data med blandt andet midlet retatrutid, der foruden et stærkt vægttab også har reduceret smerter ved slidgigt i knæene og forbedret tilstanden for personer med søvnapnø.
Novo-aktien falder 2,7 pct. til 276,25 kr., mens aktien for den amerikanske rival sendes op med 4,4 pct. i mandagens formarked.
ØGET GEOPOLITISK URO OG STIGENDE ENERGIPRISER
Den øgede geopolitiske uro har også sat sit præg på en række aktier i mandagens danske aktiemarked.
Olie- og gaspriserne bliver begge løftet med cirka 5 pct. Det øger ifølge Martin Munk interessen for alternative energikilder og derfor også Vestas-aktien, der løftes med 2,5 pct. til 177,75 kr.
Modsat bliver Rockwool-aktien presset 3,1 pct. tilbage til 193,20 kr., da koncernens energitunge produktion kan æde af marginerne.
Også A.P. Møller-Mærsk bliver påvirket af udviklingen i Mellemøsten, hvor houthibevægelsen har udført et missilangreb mod Israel og yderligere forbudt israelsk skibsfart i Det Røde Hav.
Yderligere viste fredagens SCFI-ratetal en stigning på 6,0 pct., hvilket også var den sjette uge i træk med fremgang.
B-aktien i Mærsk fortsætter op med et plus på 1,3 pct. til 18.050 kr. efter torsdagens stigning på 8,3 pct.
CARLSBERG NÆRMER SIG BØRSNOTERING AF INDISK FORRETNING
Bryggeriet Carlsberg er ifølge anonyme kilder meget tæt på at indsende papirerne til en kommende børsnotering af sin indiske forretning.
Det kan ske allerede i juni, fortæller kilder til Bloomberg News. Børsnoteringen kan rejse op mod 700 mio. dollar, og noteringen kan bidrage pænt til Carlsbergs planlagte gældsnedbringelse, vurderer Jyske Banks analytiker Haider Anjum.
Dertil har Carlsberg fået et løft af anbefalingen hos ABG Sundal Collier, der nu siger "køb" til aktien mod tidligere "hold". Kursmålet er uændret 940 kr.
Carlsberg stiger 2,4 pct. til 836,80 kr.
.\\˙ MarketWire