Europa/aktier: Mindre fald med Zealand Pharma som bundskraber
Europa/aktier: Mindre fald med Zealand Pharma som bundskraber
De europæiske aktier begynder en uge fyldt med potentielle katalysatorer med mindre fald, idet olieprisen er steget, efter at Iran og Israel har angrebet hinanden, hvilket har skabt tvivl om den skrøbelige våbenhvile.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger i middagshandlen med et lille fald på 0,1 pct. i 621,84.
Israel har mandag meddelt, at landet har angrebet flere militære mål i Iran som gengældelse for missilangreb fra Teheran. De øgede krigshandlinger i Mellemøsten har sendt oliepriserne i vejret med cirka 4 pct. for den fælleseuropæiske Brent-olie.
Det skaber lidt medvind for de norske energiselskaber Equinor og Aker BP, der løftes med henholdsvis 2,3 og 1,1 pct.
- Markederne bør være ved at erkende, at konflikten om Hormuzstrædet er en mere langsigtet affære og ikke vil blive løst gennem hurtige, annoncerede forhandlinger, siger Guillermo Hernandez Sampere, handelschef hos MPPM, ifølge Bloomberg News.
- Konsekvenserne vil kunne mærkes i et stykke tid, og visse strategier ... skal genovervejes.
Med et voldsomt kursdyk på 24,1 pct. ligger Zealand Pharma nederst i Stoxx 600-indekset efter offentliggørelsen af skuffende forsøgsdata for det danske biotekselskabs fedmehåb survodutid.
I den stikmodsatte ende af det fælleseuropæiske indeks ligger Banca Monte dei Paschi di Siena. Bankaktien stiger 11,7 pct., efter at Intesa Sanpaolo og Banco BPM i weekenden har lagt et opkøbstilbud på den italienske bank.
På børsen i London stiger Tate & Lyle med 14,3 pct., efter at den britiske ingredienskoncern har accepteret opkøbstilbuddet på 2,7 mia. pund fra Ingredion.
.\\˙ MarketWire