Biomar har fået understøttet kursen: Kortsigtede investorer er draget videre vurderer Nordnet

BIOMAR

Biomar har fået understøttet kursen: Kortsigtede investorer er draget videre vurderer Nordnet

Efter en ellers succesrig børsnotering har aktien i Biomar formentlig allerede nu set en række kortsigtede investorer drage videre mod andre muligheder.

Det vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, efter fredagens meddelelse om, at børshuset DNB Carnegie som stabiliseringsagent har købt et stort bundt aktier i Biomar i løbet af de første uger efter børsnoteringen.

I alt er der blevet købt over 2 mio. aktier til et beløb på over 223 mio. kr. Aktierne er købt over i alt syv børsdage. Det drejer sig om samtlige dage i sidste uge samt den 2. og 3. juni.

- Tilbagesalget har været markant.

- De kortsigtede investorer er draget videre til andre muligheder, vurderer Per Hansen i en skriftlig kommentar til MarketWire.

STOR INTERESSE VED BØRSNOTERINGEN

DNB Carnegies opkøb kommer på trods af stor efterspørgsel ved Biomars børsnotering i slutningen af maj, hvor afregningskursen blev fastsat på 108 kr., hvilket var den helt høje ende af udbudsintervallet på 100-108 kr.

Samtidig steg Biomar med 4,6 pct. på den første handelsdag den 29. maj, hvor aktien lukkede i 113 kr.

Siden gik det dog nedad bakke med efterspørgslen, og den 2. juni trådte DNB Carnegie første gang til for at stabilisere aktiekursen.

Det skete med med køb af aktier for 27,6 mio. kr. til 108 kr. per styk.

Og hele sidste uge har DNB Carnegie altså trådt til og købt aktier og derved understøttet kursen.

I forbindelse med stabiliseringen af kursen har DNB Carnegie købt i alt 2.074.450 Biomar-aktier.

Det svarer til knap 55 pct. af den samlede overtildelingsret på 3,78 mio. aktier.

- At DNB Carnegie har udnyttet 55 pct. af den stabilisering vidner om et betydeligt salgspres, siger Per Hansen.

Han mener dog ikke, at man skal lægge alt for meget i det i relation til Biomar.

- Det skyldes, at investorerne aktuelt er meget optaget af at købe ind i det som alle køber ind i: USA, AI/chip/rumfarts aktier.

- En del af salgspresset kommer fra kortsigtede investorer som var med på IPO (børsnoteringen, red), men som ikke nødvendigvis er Biomar-aktionærer langsigtet. De har investeret i forventning om en positiv spredningseffekt. Den har været mindre og mere kortvarig end forventet, vurderer Per Hansen.

Aktien i Biomar ligger mandag morgen 0,3 pct. højere i 108,10 kr.

.\\˙ MarketWire