Brev fra Chefredaktøren: Trumps 38 fredsaftaler er ikke fred – men en risikopræmie på pause

Kære læser

”Donald Trump har på 103 dage hævdet 38 gange, at en fredsaftale mellem USA og Iran var nært forestående. Det lyder som fredsdiplomati i turbofart. Men for markederne er det snarere blevet en ny form for geopolitisk støj: En serie verbale uforløste fredsaftaler, der presser olieprisen ned, men som endnu ikke har genskabt de fysiske energistrømme gennem Hormuzstrædet.

Olieprisen er godt nok faldet tilbage fra panikniveauer, og Brent handles igen omkring de lave 90 dollar. Men det skyldes ikke, at krisen er løst. Det skyldes, at verden har brugt de buffere, som normalt kun er beregnet til nødsituationer: strategiske olielagre, lavere kinesiske olieimporter, lavere raffinaderilagre og midlertidige logistiske omlægninger. Det er ikke en ny ligevægt. Det er en tæring på opsparing.

For verdensøkonomien har det givet et kort pusterum. Kinas voldsomme fald i olieimporten har dæmpet presset på markedet, og det viser, hvor meget landets langsigtede energipolitik nu betyder: Elbiler, LNG-lastbiler, højhastighedstog og alternative input i den petrokemiske industri gør Kina mindre sårbar over for oliechok end tidligere. Men globalt er billedet mere skrøbeligt. Når lavere olieefterspørgsel skyldes svagere lønsomhed i erhvervslivet, lavere produktion og lagertræk, er det ikke vækstfremmende. Det er krisestyring.

Trump, en markedsfaktor

Olieprisen kan fortsætte med at svinge meget op og ned. Eksempelvis Rabobank forventer en højere pris på Brent omkring 103 dollar i tredje kvartal og 93 dollar i fjerde kvartal, før prisen glider lavere i 2027. Prognosen hviler på, at Hormuz genåbnes, og at markedet ikke rammer det punkt, hvor lagrene ikke længere kan fungere som stødpude. Sker det, kan diesel og andre raffinerede produkter blive de første til at stige kraftigt, fordi raffinaderierne mangler de rette kvaliteter af råolie. Det er netop i dieselprisen, inflationsrisikoen kan vende tilbage.

Gasmarkedet ser endnu mere sårbart ud. I olie kan man frigive strategiske lagre og omdirigere skibe. LNG-markedet har langt færre ventiler. Qatars eksport er vanskelig at erstatte, Europa skal fylde lagre før vinteren, og Asiens efterspørgsel er begyndt at vende tilbage. Derfor kan gaspriserne fortsætte op, selv om olieprisen i en periode falder. Det er dårligt nyt for europæisk industri og for elpriserne.

Geopolitisk er Trumps fredsretorik blevet en markedsfaktor i sig selv. Hver melding om en nært forestående aftale kan sænke risikopræmien. Men hver udebleven aftale øger risikoen for, at markedet opdager, at den nuværende stabilitet bygger på midlertidige lagre og efterspørgselsødelæggelse.

Udsigterne er derfor todelte: En reel aftale og genåbning af Hormuz vil være klart positivt for inflation, renter, vækst og energisikkerhed. Men fortsat “fred lige om lidt” uden fysisk normalisering kan blive farligere end en åben krise, fordi den forleder markederne til at undervurdere tømningen af olielagrene. Trumps 38 fredsaftaler har købt tid. De har ikke købt fred.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør