Aktier/tendens: Fredsaftale skaber eurfori på markedet og udsigt til grøn ugestart

DANSKEFLSGENNDA DKROCK AROCK BMAERSK AMAERSK BBAVAPNDORAHLUN AHLUN B

Aktier/tendens: Fredsaftale skaber eurfori på markedet og udsigt til grøn ugestart

Rockwool og Mærsk bliver blandt navnene i fokus omkring det danske aktiemarked mandag morgen, hvor stemningen ventes at være klart positiv fra start.

En fredsaftale mellem USA og Iran er nemlig færdig, forlød det fra en række kilder søndag aften, og det sender oliepriserne og renterne ned mandag morgen, mens aktiemarkedet i Asien er flyvende.

Samtidig stiger også futures for både de europæiske og amerikanske aktier ganske tydeligt på udsigten til et mere vedvarende fald i oliepriserne og lidt mere ro på omkring den geopolitiske scene.

Fredag sluttede C25-indekset herhjemme med en stigning på 0,8 pct. til 1771,41. Eliteindekset bliver revideret senere i juni, hvor Nordea vender tilbage, mens Bavarian Nordic sendes ud blandt sidepapirerne.

Det kan give lidt opmærksomhed til de to, mens også Lundbeck og Genmab har afleveret studieresultater i weekenden, som kan give lidt rampelys i den retning.

Den helt store historie er dog fredsaftalen mellem USA og Iran, som blev annonceret af Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, søndag aften, inden den også blev bekræftet af de to parter selv.

- Både USA og Iran har i nat bekræftet, at de er nået til enighed om en aftale, der med øjeblikkelig virkning stopper kamphandlingerne. Aftalen skal efter planen underskrives på fredag, hvorefter Hormuzstrædet kan åbne for skibstrafik. Aftaleteksten er dog endnu ikke offentliggjort, og derfor er der stadig masser af usikkerhed, skriver Tina Winther Frandsen, der er cheføkonom hos Jyske Bank, i en morgenkommentar mandag.

ROCKWOOL STADIG I FOKUS MED FALDENDE OLIEPRISER

Rockwool har fået sænket sit kursmål hos DNB Carnegie til 215 kr. fra 230 kr., mens den neutrale anbefaling "hold" ifølge data fra Bloomberg News er blevet gentaget.

Det er dog formentlig mest meldingerne om en fredsaftale og de deraf klart faldende oliepriser, der kommer til at få mest effekt på Rockwool-aktien i mandagens handel, hvor der kan være udsigt til en stigning på den baggrund. Allerede fredag gik stenuldsproducenten dog pænt op på baggrund af faldende oliepriser, da B-aktien gik frem med 4,6 pct. til 211,20 kr.

Lidt samme tema gælder for andre selskaber med en ligeledes energitung produktion, ligesom selskaber, der har godt af ro over den makroøkonomiske situation, også kommer i fokus. Her kan eksempelvis FLSmidth, som fredag steg med 2,2 pct. til 484,80 kr., være et af de navne på det danske marked, der tager opmærksomhed.

Også Pandora, der fredag steg med 1,3 pct. til 643,80 kr. trods en stigning i sølvpriserne, kan atter få opmærksomhed på samme baggrund. Guld- og sølvpriserne løftes nemlig igen pænt mandag morgen.

Også Mærsk, hvis B-aktie fredag faldt med 4,1 pct. til 17.715 kr., står til at blive gavnet af bedre og mere åbne handelsvilkår samt udsigt til lavere brændstofpriser med faldet i oliepriserne, men her er der tale om et tveægget sværd, fordi en potentiel genåbning af Hormuzstrædet og mere ro omkring søfarten i Mellemøsten også med stor sikkerhed vil betyde lavere fragtrater.

GENMAB KLAR MED LOVENDE DATA FOR

Genmab har i weekenden præsenteret data fra studier med kræftmidlet epcoritamab på en europæisk kræftkonference. Der er tale om nye data fra to studier, som Genmab tidligere har præsenteret data fra.

I fase 2-studiet Epcore DLBCL-3 blev epcoritamab testet som enkeltbehandling af lymfekræftformen diffust storcellet B-celle lymfom, DLBCL, i 66 ældre, nydiagnosticerede patienter med en medianalder på 82 år. Studiet viste en samlet responsrate, ORR, på 67 pct., og 58 pct. opnåede komplette responser.

I et andet studie, fase 1b/2 Epcore NHL-2-studiet, blev epcoritamab testet sammen med en standardbehandling ved navn R-mini-CHOP i 28 ældre nydiagnosticerede CD20+ DLBCL-patienter. Patienterne blev fulgt mere end to år. Den samlede responsrate var 93 pct., og 86 pct. opnåede komplette responser.

Aktien steg fredag med 0,2 pct. til 1619 kr.

Også Lundbeck har i weekenden præsenteret nye data. Her er der tale om udvidede data med sin lægemiddelkandidat asedebart mod sygdommen Cushings syndrom.

Foreløbige data fra et fase 2A-studie viser, at syv ud af otte personer, der fik asedebart, oplevede en normalisering af mængden af kortisol i urinen efter en intravenøs dosis af midlet. Børshuset Jefferies kalder i et analysenotat efterfølgende data for "opmuntrende".

Lundbecks B-aktie faldt fredag med 2,8 pct. til 43,70 kr.

Danske Bank, som fredag steg med 2,9 pct. til 339,40, har fået løftet sit kursmål hos norske Sparebank1 til 380 kr. fra 360 kr., ligesom den positive anbefaling "køb" er blevet gentaget ifølge data fra Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire