Sommerlæsning: Geithner: "Stress Test" - konsekvenser for investering
Timothy Geithner var chef for New York Fed (ca. næstkommanderende i den amerikanske nationalbank) 2003-2008 og finansminister 2009-2013. Han var om nogen i centrum af finanskrisen. Nu har han skrevet en bog om sine oplevelser og overvejelser.
Han er grundlæggende embedsmand, ikke politiker. Han har en løsning. Den er ikke elegant, men det er den mindst ringe. De andre - specielt politikerne i kongressen - har bare ideologi. "Plan beats no plan" er en af hans standardreplikker. Bogen giver et indblik i hans kamp for forhindre en gentagelse af 30rnes krise. Højre- og venstrefløjen klagede over, at han var for flink ved bankerne. Bankerne klagede over, at han var for hård. Pressen klagede over, at han var en elendig taler, og at han ikke fik løst krisen på hverken et halvt eller et helt år. Og konen klagede over, at han aldrig var hjemme.
Mere interessant er det indblik, vi får i de faktiske begivenheder. Lehmans krak var ikke planlagt. Det skyldtes manglende kapacitet. I samme weekend skulle Merrill Lynch og AIG også reddes. Fed havde ikke råd til det hele, så der skulle arrangeres fusioner med andre og sundere virksomheder. Men den udkårne partner, Barclays, sprang i målet. At et systemisk pengeinstitut pludselig ikke kunne honorere senior debt udløste den verdensomspændende finanskrise. Så kunne politikere og bankfolk pludselig lære det.
Mest interessant er indblikket i, hvordan "brandchefen" tænker:
(Buffett kalder bogen "the definitive work on what causes financial panics")
3.1. Kriser udløses af en kombination af tre forhold:
mania
leverage
maturity mismatch
Den uansvarlige politik op til 2008 gjorde det værre. Deregulering tillod fremkomsten af non-banks (bl.a. Lehman), som lå uden for tilsynssystemet. Og de lånefinansierede skattelettelser svækkede staten.
Effekten af krisen er et run. Og det er en selvforstærkende mekanisme.
3.2. Et run forhindres ved - i overført betydning - at stable penge op i bankens vinduer. Hvis kreditorerne har tillid til bankens solvens, behøver de jo ikke tage penge ud, og likviditeten bevares.
Det svære er at få politikerne til at tillade, at staten "trykker nok penge" til at bremse krisen. For hvis man fortæller ærligt, hvor galt det er fat med bankerne, så bliver krisen endnu værre - og endnu dyrere!
3.3. Kriser forebygges ved
mere kapital i bankerne
stærkere og bedre organiseret tilsyn.
Tilsynet omfatter bl.a. stress test: Hvor meget kapital skal bankerne have for at kunne klare sig i en krise.
Men det kommer i anden række. Første opgave er forhindre ildebranden i at brede sig.
3.4. I tredje række kan man så straffe bankerne. Men det er i tredje række. Først skal de reddes, så skal de genopbygge og øge deres kapital. Og så kan de betale bøderne.
3.5. Geithners overordnede princip er: "no messy failures of systemic firms and no haircuts that would encourage runs." Han bliver specielt skarp i replikken, da europæerne halvandet år efter amerikanerne vil gentage deres fejltagelser i forhold til Grækenland.
Hvad kan vi så lære om fremtidens investeringsmiljø?
Folk, der tænker som Geithner, vil gøre det nødvendige for at forhindre, at systemiske banker m.v. - og nationer - går ned. Deres argument er, at alle andre løsninger bliver meget værre og meget dyrere. Deres synspunkter vil formentlig dominere blandt økonomer i lang tid. Kun ideologer - som Tea Party - kan tænkes at ville føre en anden politik.
Det nødvendige indebærer bl.a. øget offentlig gæld, samt 0-rente, der medfører en asset inflation, der som sideeffekt styrker bankerne, fordi den genskaber pantets værdi.
Den sikre konsekvens er, at vi skal vænne os til en højere PE-værdi, fordi 0-rente ikke er attraktiv.
Men der er også en usikker konsekvens. Vi er på vej ud i ukendt territorium. Renten har ikke været så lav i de sidste 200 år. Og hvordan skal den offentlige gæld afvikles?
