Det er altid rart, når man har dagens største vinderaktie i sin portefølge. Da jeg har lidt Skako, gik min portefølge i plus på en dag, hvor de danske aktier ellers faldt.
Når jeg ser en sådan prisændring i en Aktie jeg følger, plejer jeg at se lidt nærmere på det, og forsøge at forstå hvad der sker. Jeg har ikke set nogen nyheder, som kunne forklare denne prisstigning.
For en illikvidt papir som Skako er lidt større prisændringer ikke usædvanlige.
De fleste gange jeg har set det, er det en investor der laver en større handel til markedsprisen, uden at tænke på hvor meget det kan påvirke prisen og hvor meget det koster ham. Når det sker, falder prisen som regel hurtigt tilbage. Af samme grund har jeg tit en limit-ordre i markedet på salg af illikvide aktier jeg holder, hvis sælger-siden i ordrebogen ser lidt tynd ud. Risikoen ved at gøre dette er naturligvis, at man risikerer at en positiv nyhed medfører man sælger på et dumt tidspunkt, og derfor plejer jeg kun at gøre det, hvis der ikke ventes nogen nyheder. Omvendt er det ikke dumt at sælge et papir man ellers tror på, hvis man kort efter kan købe det igen til en billigere pris. I dag havde jeg en limit-ordre ude på Skako til 33,80/aktie, som dog ikke blev mødt.
Et nærmere kik på de gennemførte handler i Skako i dag viser, at køberen stort set alene er Saxo Privatbank, så der er nok en enkelt aggressiv køber bag. Prisstigningen er ikke kommet på grund af en enkelt stor ordre, og det ser ud til, at køberen i løbet af dagen har forsøgt at opnå den bedste pris. Når nogen pludselig begynder at købe stort ind i en Aktie uden der er nogen nyheder kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om vedkommende ved noget vi andre ikke ved. Den sidste handel, i lukke auktionen, er lidt usædvanlig: Her køber Saxo Privatbank til 30,60, hvor den sidst handlede pris var 29,30. Måske er køberen færdig med at købe, og vil have en høj pris som udgangspunkt for en nyhed han ved der vil komme i morgen. Eller måske er køberen bare meget sulten efter at få flere aktier i Skako.
Jeg vil ikke selv handle Skako på baggrund af, hvad der er sket i dag, ligesom jeg ikke vil anbefale andre at handle aktien. Men jeg ved, at jeg i morgen og nok de næste par dage ikke vil have en limit-ordre på salg af mine Skako i markedet.
Men er det mig, som er for paranoid? Er det en god ide at have en limit-ordre i markedet på salg af et illikvidt papir, selvom man tror det er godt at holde det, eller er det helt tosset?
Som jeg tidligere har nævnt her i forummet, er jeg nybegynder, hvad angår børsnoterede aktier. Så jeg forsøger at suge al den hjælp og information jeg kan få til mig, i et forsøg på at forstå og få føling med dette marked. Og dette forum er et af de bedste steder jeg har fundet til at lære mere.