Som jeg tidligere har skrevet, så ser det ikke ud til at Evergrande på nogen måde truer Kinas finansielle stabilitet og endnu mindre verdens. Dertil er der for lille gæld i USD, og den kinesiske valutakontrol gør, at der er stort set ingen udlændinge som er eksponeret mod Yuan gæld.
Til gengæld så kan de kinesiske myndigheder ikke bare lade stå til, når det kommer til de indenlandske konsekvenser. Det er læren fra Lehman Brothers: Man kan ikke bare lade dybt forgældede mastodonter falde ukontrolleret. Det giver alt for meget usikkerhed og panik.
Istedet må Staten træde til og afvikle dem på en måde som inddæmmer skaden på en kontrollerbar måde. Også selvom det kommer til at koste nogle offentlige midler.
Fremfor at komme med mit meget usikre bud på hvad Kina kommer til at gøre ved Evergrande og hvad markedernes reaktion sandsynligvis kommer til at blive, så vil jeg hellere komme med en række scenarier og deres konsekvenser. De kommer til at gå fra det mest markeds- og økonomiskadende scenarie og så nedad mod en mere kontrolleret nedlukning af Evergrande, med brug af stadig større statsmidler.
Scenarie: Lad falde hvad der ikke kan stå.
Den kinesiske regering gør ingenting, og lader kreditorerne kæmpe om resterne af Evergrande.
Simple fordringer såsom forskud på køb af lejligheder og leverandørernes tilgodehavende går tabt, medens nogle senior kreditorer nok skal få nogle af deres penge.
Det er stort set det eneste scenarie, som vil udløse større fald på børserne verden over. Ikke på grund af at Evergrandes gæld uden for Kina er et problem, men fordi en ukontrolleret konkurs, kommer til at trække en række kinesiske underleverandører og banker med sig ned, samt give tab til en lang række personer som her forudbestilt lejligheder hos Evergrande.
Det vil uvægerligt give en nedgang i den kinesiske økonomi, som ville kunne mærkes (en smule) uden for Kina. Især råstoffer, og virksomheder som lever af råstof sektoren (f.eks. FLSmidt) vil blive ramt.
Scenarie: Den kinesiske regering overtager alle Evergrandes aktiver samt passiverne (ca. 2000 mia Yuan) som vedrører leverandører og kunder som har forudbetalt en del af deres endnu ikke fuldførte lejligheder. Tilbage bliver en bank og obligations gæld på 572 mia Yuan i et tomt og nu værdiløst selskab.
Byggerierne færdiggøres af lokale boligselskaber, med penge fra Staten, således at de bestilte lejligheder færdigbygges og leveres til kunderne, som så også skal betale den aftalte pris for lejligheden. Hele kunde forholdet overgår således til et nyt byggefirma, men under de eksisterende vilkår.
Det vil holde leverandører og borgere (købere) uskadte, sikre at byggerierne færdiggøres (og arbejderne ikke bliver arbejdsløse). Omkostninger? I den grad at salget af lejlighederne ikke dækker de 2000 mia Yuan i simple fordringer som Staten lægger ud for, så kommer der et tab til den kinesiske Stat. Det bliver dog langt fra på 2000 mia Yuan - og måske kommer Staten slet ikke til at tabe penge.
Dem som kommer til at tabe penge, er dog aktionærerne, bankerne og ejerne af de kinesiske og udenlandske obligationer. De får ingen ting, da Evergrande er en tom skal, efter at den kinesiske Stat har løftet aktiverne og de simple fordringer ud af selskabet, og på den måde vendt prioritets rækkefølgen for betaling af lån....
Det er ikke noget som vil styrke opfattelsen af, at den kinesiske Stat har uafhængige domstole i erhvervsspørgsmål, eller at der er nogen videre respekt for private lån og investeringer.
Men måske er det også der vi er henne når det kommer til dagens Kina? At man ikke længere lader som om at man er på vej hen imod en retsstat, med et (af Staten) uafhængigt juridisk system.
Det vil i hvert fald gøre det meget sværere for kinesiske virksomheder i fremtiden at finansiere sig udenlands, men det kan også være en pointe i sig selv for CCP (China Communist Party).
Der er en aktiv politisk og økonomisk decoupling i gang mellem Kina og USA/Vesten. Kina vil gerne have fortsat adgang til verdens markeder og finans, men det skal ske under kinesisk lov, med kinesisk valuta og i Kina!
Internt i Kina vil en række banker få tab på lån og Yuan obligationer. Statsbankerne kan refinansieres om nødvendigt, og private banker som ikke kan overleve tabet kan nationaliseres (igen noget som CCP ikke længere har et problem med - altså det med at snuppe privat ejendom).
Dette scenarie vil ikke skade Kinas økonomi, og tabet udenfor Kina er styrbart. Markederne vil tage det positivt, bortset fra kurserne på kinesiske virksomheds obligationer....
Scenarie: Delvis eller hel dækning af udenlandske fordringer.
Det tredje scenarie er scenarie 2 PLUS et tilbud fra den kinesiske Stat om at dække en del af fordringerne i USD og Hong Kong dollar. Det bliver næppe 100%, men mindre kan gøre det.
Det vil betyde at man i fremtiden ikke vil se helt så skævt til kinesiske virksomheder på det internationale lånemarked, og vil undgå en del internationale retssager. Så stor er gælden i USD altså heller ikke.
Men det er godt nok svært at vide, om CCP hellere ønsker at lukke/besværliggøre private kinesiske virksomheders adgang til globale lån, ved at lade udenlandske lånere tabe alt.
Scenarie: Vi dækker det meste. Ingen kvaler - far Xi betaler.
Udover dækningerne i scenarie 2 og 3, så dækker Staten også for indenlandsk gæld og indenlandske obligationer i en eller anden grad. I hvert fald i en så stor andel, at ingen reelt bliver pressede af det begrænsede tab de måtte lide. Alle er glad, men det koster altså mere for den kinesiske Stat, og giver nok stadig en "moral hazard" fremover, hvis investorerne og udlånerne tror at de bliver reddet.
I scenarie 4, så er det kun aktionærerne som taber alt. Tough luck, men sådan er spillet.
Scenarie: Evergrande er solvent, men illikvid.
Endnu en mulighed er, at Evergrandes problem er likviditet, men egentlig er nogenlunde solvent hvis der tilføjes nok likviditet til at færdigbygge de lejligheder som er under opførelse. I så tilfælde kan det klares med et stats lån (som eventuelt kan konverteres til aktier), men nok nærmere med en kapitaludvidelse som udvander de eksisterende ejere voldsomt (tænk Norwegian), men lader selskabet leve videre i dets nuværende form.
