USA/åbning: Teknologiaktier får et comeback efter fredagens nedtur

USA/åbning: Teknologiaktier får et comeback efter fredagens nedtur

Investorerne har mandag indledt en mindre tilbudsjagt blandt teknologiaktierne, der fredag blev sendt til tælling, efter at en stærk jobrapport udløste rentestigninger og øgede bekymringer for værdiansættelserne.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner med en stigning på 1,0 pct. efter fredagens massive nedtur på 4,2 pct.

S&P 500-indekset stiger 0,7 pct., mens Dow Jones-indekset løftes med 0,4 pct. Fredag dykkede førstnævnte med 2,6 pct., mens sidstnævnte kunne nøjes med fald på 1,4 pct.

Fredagens dyk udslettede markedsværdi for mere end 1000 mia. dollar fra de amerikanske chipproducenter.

Forventninger om en strammere pengepolitik og svage resultater fra chipproducenten Broadcom rejste i sidste uge bekymring for, at sektoren er vokset for hurtigt, hvilket fik handlerne til at trække sig tilbage efter et stærkt kursridt i år.

- Vi forventer ikke, at investorerne mister tilliden til AI-udsigterne, siger Mark Haefele, investeringsdirektør hos UBS Global Wealth Management, ifølge Reuters

- Selv om tech-aktier er kommet under pres i de seneste dage på grund af bekymringer om, hvorvidt forventningerne kan opfyldes, forbliver de fundamentale forhold stærke, siger han.

CHIPAKTIER TILBAGE I KRIDTHUSET

Det var især de højt flyvende chipaktier, der stod for skud i fredagens storudsalg, der var drevet af den meget stærke jobrapport. Den øgede forventningerne til renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank og sendte renterne kraftigt i vejret

Det lagde pres på den rentefølsomme chipsektor, der i S&P 500-indekset dykkede med hele 8,3 pct.

Kursfaldet var størst for Micron Technology, der dykkede 13,3 pct., mens den bedst performende i chipsektoren, var Nvidia, der tabte 6,2 pct.

Mandag åbner Micron 9,3 pct. højere, mens Nvidia løftes 1,9 pct.

Chipsektoren er også understøttet af et plus på 10,4 pct. for Intel, der stiger på forlydender om, at flere store teknologinavne som Google og Nvidia er begyndt at kigge mod Intel som et alternativ til chipproduktion.

Det skyldes kapacitetsproblemer hos den taiwanske chipkæmpe TSMC, der har svært ved at følge med den enorme efterspørgsel efter sin chipproduktion, skriver mediet The Information.

MARVELL TECHNOLOGY BELØNNES FOR OPTAGELSE I S&P 500

I chipsektoren er der også fremgang på 8,9 pct. for Marvell Technology, der vinder lidt tilbage efter fredagens kursmassakre på 16,7 pct., efter at aktien er på vej ind i det fornemme selskab i det amerikanske S&P 500-indeks.

Indlemmelsen sker den 22. juni, hvor også elektronikselskabet Flex gør sin entré i S&P 500. Det er Pool Corp og Campbell's, som må vige deres pladser for de to nye eliteaktier.

Sidstnævnte, der har smidt Soup fra sit firmanavn, er også i ilden mandag med resultater for det forskudte tredje kvartal.

Her blev resultatet per aktie cirka 4 pct. bedre end ventet, mens omsætningen blev en spids lavere end det, analytikerne havde sat næsen op efter.

Aktien i Campbell's falder 1,4 pct.

ELI LILLY LØFTES AF STÆRKE PRÆSENTATIONER

Medicinalkoncernen Eli Lilly stiger med 3,0 pct. oven på weekendens diabeteskonference i USA.

- Vi forlader ADA (den amerikanske diabetesforenings konference, red) med en urokkelig tillid til Lilly, skriver Citi-analytiker Geoffrey Meacham i et notat.

Han peger på, at virksomhedens portefølje spænder bredt. Det gælder blandt andet den nylancerede vægttabspille Foundayo samt næste generations fedmehåb retatrutid, der dæmper sværhedsgraden af søvnapnø udover at øge vægttab og lindre knæsmerter.

Oveni tegner Lillys amylinanolog, eloralintid, virkeligt lovende, vurderer Citi.

.\\˙ MarketWire