Demant høster frugterne af populær nylancering hos amerikanske veteraner
Demant høster frugterne af populær nylancering hos amerikanske veteraner
Demant var i fremdrift i den offentlige amerikanske salgskanal for høreapparater, Veterans Affairs (VA), i maj, hvor det danske selskab fik lanceret sit populære kosmetiske produkt Oticon Zeal i kanalen.
Målt på andelen af det samlede salg hos VA øgede Demant i maj sin markedsandel til 21,8 pct. fra 18,2 pct. måneden før.
GN Hearing, der er på vej til at blive en del af italienske Amplifon, kunne samtidig se sin markedsandel falde til 9,1 pct. fra 10,1 pct.
En god del af fremgangen for Demant blev også hentet hos markedslederen Sonova, der også er verdens største høreapparatproducent.
Det schweiziske selskabs markedsandel hos VA faldt således til 53,3 pct. i maj fra 55,1 pct. i april, viser de seneste data.
Faktisk var det kun WS Audiology, der stadig er den klart mindste aktør hos VA, som også vandt markedsandele i maj, hvor andelen her steg til 6,5 pct. fra 6,2 pct.
Det private amerikanske selskab Starkey så omvendt sin markedsandel falde til 9,4 pct. fra 10,5 pct.
Demant lancerede Oticon Zeal i forbindelse med sidste års messe hos den europæiske brancheforening for audiologer, Europäische Union der Hörakustiker (EUHA), i Nürnberg i den tyske delstat Bayern.
VA har to årlige lanceringsvinduer - et den 1. maj og et den 1. november - og det er et krav, at produkterne skal have været på det frie marked i nogle måneder, før de kan komme med i VA-kontrakten.
Derfor var det også helt som forventet, at Oticon Zeal, som ifølge en række analytikere og Demant selv har fået en god start på markedet, ville komme med i VA-kontrakten i maj.
Oticon Zeal er et produkt i kategorien ITE (in the ear), hvor hele høreapparatet er placeret inde i brugerens øregang.
Overblik over fordelingen af markedsandele hos VA - målt på andelen af det samlede salg:
% (afrundet) Maj '25: Jun '25: Jul '25: Aug '25: Sep '25: Okt '25: Nov '25: Dec '25: Jan '26 Feb '26: Mar '26: Apr '26: Maj '26:
GN 10,3 9,6 9,8 11,3 11,5 11,4 10,4 10,5 10,5 9,8 9,9 10,1 9,1
Demant 15,6 16,5 16,4 16,3 16,1 16,7 16,8 17,2 17,7 17,9 17,6 18,2 21,8
WS Audiology 8,6 8,8 8,6 8,3 7,5 7,7 6,2 6,6 6,4 6,1 5,9 6,2 6,5
Sonova 50,0 49,7 49,7 49,1 49,3 50,0 55,3 55,2 55,2 56,2 56,3 55,1 53,3
Starkey 15,6 15,4 15,5 15,0 15,0 14,2 11,3 10,4 10,2 10,0 10,3 10,5 9,4
Oversigt over det samlede salg af høreapparater og trådløse høresystemer de seneste måneder:
Mio. dollar (afrundet) Maj '25: Jun '25: Jul '25: Aug '25: Sep '25: Okt '25: Nov '25: Dec '25: Jan '26 Feb '26: Mar '26: Apr '26: Maj '26:
GN 5,43 4,44 4,76 5,71 5,73 5,69 4,74 4,94 5,21 4,80 5,56 5,49 4,65
Demant 8,24 7,64 7,99 8,19 8,02 8,33 7,68 8,09 8,79 8,75 9,86 9,94 11,17
WS Audiology 4,54 4,07 4,20 4,15 4,11 3,84 2,81 3,11 3,19 2,97 3,29 3,37 3,36
Sonova 26,42 22,97 24,22 24,70 24,58 24,98 25,21 25,90 27,45 27,47 31,57 30,09 27,36
Starkey 8,25 7,12 7,55 7,56 7,47 7,08 5,15 4,90 5,05 4,91 5,78 5,72 4,82
Samlet 52,88 46,25 48,72 50,32 49,91 49,92 45,59 46,93 49,70 48,90 56,07 54,62 51,37
Kilde: VA
.\\˙ MarketWire
Relaterede artikler
58 min. siden
Aluminiumpriserne rammer laveste niveau i en måned