Aktier/tendens: Demant kan komme i fokus i afventende marked
Aktier/tendens: Demant kan komme i fokus i afventende marked
Demant kan trække handlernes fokus onsdag morgen, hvor de ellers forholder sig en smule afventende, efter at aftenen og natten til onsdag bød på store udsving for teknologiaktierne i USA, samt eskalering af situationen mellem Iran og USA med nye angreb.
Futures danser i Europa omkring nulpunktet, mens de amerikanske futures for de ledende indeks indikerer, at markedet åbner mellem 0,3-0,7 pct. lavere. Den tyske DAX-future, som normalt er et godt pejlemærke for det danske marked, indikerer et lille plus på 0,2 pct. fra åbning.
De danske eliteaktier i C25-indekset lukkede samlet 0,4 pct. lavere i 1734,94 tirsdag, efter flere udsving, hvor indekset både nåede i plus og lå lavere i løbet af dagen.
Onsdag eftermiddag vil der være fokus på den amerikanske inflationsrapport, der nok er ugens vigtigste nøgletal og som kan give det hidtil klareste signal om, hvorvidt den nye amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, vil fastholde renterne på et højt niveau i længere tid.
DEMANT TAGER MARKEDSANDELE I USA OG FÅR LØFTET KURSMÅL
Der er kommet nye tal fra Veterans Affairs (VA), som er den offentlige amerikanske salgskanal for høreapparater i USA, der viser fremdrift for Demant. Målt på andelen af det samlede salg hos VA øgede Demant i maj sin markedsandel til 21,8 pct. fra 18,2 pct. måneden før.
Demant har et nyt produkt med i kanalen, nemlig Oticon Zeal som selskabet lancerede i forbindelse med sidste års messe hos den europæiske brancheforening for audiologer, Europäische Union der Hörakustiker (EUHA).
VA har to årlige lanceringsvinduer - et den 1. maj og et den 1. november - og det er et krav, at produkterne skal have været på det frie marked i nogle måneder, før de kan komme med i VA-kontrakten.
Derfor var det også helt som forventet, at Oticon Zeal, som ifølge en række analytikere og Demant selv har fået en god start på markedet, ville komme med i VA-kontrakten i maj.
Demant har desuden fået løftet sit kursmål hos britiske Barclays til 240 kr. fra 210 kr., og samtidig er den neutrale anbefaling "ligevægt" blevet gentaget. Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Tirsdag steg Demant-aktien med 1,4 pct. til 256 kr. på børsen i København oven på et dobbelt anbefalingsløft hos Bank of America.
GN's høreapparatforretning, der er på vej til at blive en del af italienske Amplifon, kunne samtidig se sin markedsandel i VA-kanalen falde til 9,1 pct. fra 10,1 pct.
GN-aktien faldt tirsdag 1,3 pct. til 93,90 kr.
LØFTET KURSMÅL TIL MÆRSK OG SÆNKET KURSMÅL TIL ZEALAND
Mærsk får onsdag lagt 2200 kr. til kursmålet hos Barclays, som skrues op til 16.500 kr. fra 14.300 kr.
Samtidig gentages den neutrale anbefaling "ligevægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Rederiets B-aktie faldt tirsdag 2,4 pct. til 17.280 kr., og det nye kursmål ligger dermed under den aktuelle kurs.
Zealand Pharma har efter flere turbulente dage på børsen i København fået skruet en smule på kursmålet hos DNB Carnegie.
Kursmålet sænkes til 425 kr. fra 440 kr., mens købsanbefalingen gentages.
Torsdag i sidste uge steg Zealand-aktien 9 pct. op til weekendens diabeteskonference i USA, men efter skuffende resultater fra partneren Boehringer Ingelheim blev aktien skudt i sænk med 22,7 pct. mandag. Tirsdag genvandt Zealand-aktien en smule med et plus på 10,5 pct. til 278,90 kr.
.\\˙ MarketWire
Relaterede artikler
56 min. siden
Aluminiumpriserne rammer laveste niveau i en måned