MarketWire

Travl "superuge" vil teste markederne for AI og effekten af krigen i Mellemøsten

Denne uge bliver travl med masser af regnskaber og centralbankchefer, der svinger rentestokken. Arkivfoto: Reuetrs.

Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Travl "superuge" vil teste markederne for AI og effekten af krigen i Mellemøsten

Markederne skal i den grad testes i denne "superuge" i forhold til effekterne af krigen i Mellemøsten samt appetitten på kunstig intelligens, AI.

Sådan lyder det fra strateg hos Jyske Bank Morten Nielsen i en morgenkommentar tirsdag med henvisning til, at regnskaber, rentemøder og tunge nøgletal vælter ind i ugens løb, mens forhandlinger i Mellemøsten fortsat vil være i fokus.

- Ud over den fortsatte nyhedsstrøm fra Mellemøsten kommer der regnskab fra fem af verdens største selskaber, mens rentemøder i Federal Reserve, Den Europæiske Centralbank og Bank of England også står som højintense events, noterer Morten Nielsen og fortsætter:

- Og som om dette ikke var nok, krydres det hele med første kvartals BNP-estimater og inflation fra både USA og euroområdet.

Fra ugens start er markederne fortsat påvirket af krigen i Mellemøsten, hvor meldinger om, at Iran har fremlagt USA et forslag, der kan føre til åbningen af Hormuzstrædet - har været med til at sende aktiemarkederne i Asien frem.

KULMINATIONEN PÅ AMERIKANSK REGNSKABSSÆSON

Ifølge chefstrateg hos Danske Bank Frank Øland er spørgsmålet dog, om ugens begivenheder er nok til at flytte fokus væk fra krisen i Mellemøsten.

- Denne uge er kulminationen på den amerikanske regnskabssæson. En tredjedel af selskaberne i S&P 500 aflægger regnskab, og de udgør hele 44 pct. af indeksets samlede markedsværdi. Det er især de store teknologiselskaber, der vil være i fokus, og kan løfte aktiemarkedet til nye rekordhøjder, påpeger Frank Øland.

Chefstrategen henviser til, at fem af "Magnificent Seven"-selskaberne aflægger regnskab i ugens løb, hvor Amazon, Alphabet, Meta og Microsoft lander onsdag. Apple følger efter torsdag.

- Tilsammen udgør disse fem selskaber 12,5 pct. af det globale aktiemarkeds samlede værdi, og de står for massive investeringer i datacentre og kunstig intelligens. Da investorerne ikke længere blindt belønner store investeringer i kunstig intelligens, vil fokus i høj grad også være på afkastet på investeringerne, fortsætter Frank Øland og tilføjer, at regnskabssæsonen indtjeningsmæssigt har potentiale til at blive "det stærkeste regnskabskvartal siden 2021".

RENTEMØDER I FOKUS

Udover de vigtige regnskaber holder amerikanske Federal Reserve, Den Europæiske Centralbank og Bank of England møder i ugens løb.

- Vi forventer, at centralbankerne afventer mere klarhed og holder renterne uændrede i lyset af den usikre geopolitiske situation. Hvis Iran-krisen snart bliver løst, bør chokket være midlertidigt, og renteforhøjelser fra ECB kan helt undgås, hvilket så kan understøtte europæiske aktier. På den anden side af Atlanten forventes Fed også at holde renten i ro. Mødet er sandsynligvis Powells sidste som Fed-chef, noterer Frank Øland.

På nøgletalsfronten får offentliggørelser af BNP-vækst for første kvartal og inflationstal for både USA og Europa dog svært ved at stjæle opmærksomheden, tilføjer Frank Øland.

.\\˙ MarketWire