Roblon om H1: Få indkøb fra storkunde og afdæmpet kabelmarked giver tilbagegang

RBLN B

Roblon om H1: Få indkøb fra storkunde og afdæmpet kabelmarked giver tilbagegang

Kabelproducenten Roblon har haft seks svære måneder i første halvår i sit forskudte regnskabsår 2025/26, hvor et afdæmpet kabelmarked og få indkøb fra en af selskabets store kunder har givet klar tilbagegang.

Det fremgår af Roblons halvårsregnskab torsdag.

Der blev i de seks måneder omsat for 73 mio. kr., hvor der i samme halvår sidste år stod 113 mio. kr. I driften, EBITDA før særlige poster, endte det med et underskud på 7,5 mio. kr, hvor der for et år siden var overskud på 26,2 mio. kr.

Tilbagegangen i salget skal ifølge selskabet hovedsaglig tilskrives produktgruppen for fiberforstærkede kompositmaterialer, Composite, mens det primære forretningsben, FOC - Fiber Optic Cables - også har oplevet en mindre tilbagegang i omsætningen.

Det skyldes blandt andet, at en af Roblons store kunder inden for olie‑ og gasoffshore‑industrien ikke har haft lige så travlt med at købe ind grundet høje lagre, mens det generelle marked for energikabler har kørt i lavere gear, lyder det fra Roblon.

I samme ombæring fastholdes forventningerne til året, selv om Roblon ser risiko for at lande i den lave ende af de udmeldte intervaller.

Omsætningen spås dermed fortsat på 170-210 mio. kr., mens der i driften, EBITDA før særlige poster, ventes 0-20 mio. kr. EBIT før særlige poster ses lande i intervallet minus 10 mio. kr. til 10 mio. kr.

Tabel for Roblons regnskab for andet kvartal af 2025/26:

Mio. kr. Q2 2025/26 Q2 2024/25 FY 2024/25

Nettoomsætning 43,2 61,9 236,9

EBITDA fsp. -1,1 19,5 45,3

EBIT fsp. -3,9 16,0 31,6

Resultat før skat -2,7 9,8 27,5

Resultat efter skat -2,3 -28,1 -28,5

Roblons forventninger til 2025/26:

Mio. kr. Ved Q2 2025/26 Før Q2 2025/26

Omsætning 170-210 170-210

EBITDA fsp. 0-20 0-20

EBIT fsp. -10-10 -10-10

.\\˙ MarketWire