Aktier/middag: Rockwool går i front i fredsoptimistisk marked - Mærsk synker til bunds
Aktier/middag: Rockwool går i front i fredsoptimistisk marked - Mærsk synker til bunds
Rockwool nyder fredag godt af, at en fredsaftale mellem USA og Iran eftersigende er tæt på. Samme nyheder har modsatte effekt på Mærsk, som dumper til bunds blandt de danske eliteaktier.
Det var USA's præsident, Donald Trump, som torsdag aften aflyste de annoncerede militære angreb mod Iran og fortalte, at de to stridende lande meget snart kan underskrive en aftale. Det sender olieprisen ned med godt 7 pct. fra dansk børslukketid torsdag.
Selv om det langt fra er første gang, at en fredsløsning meldes tæt på, smitter det positivt af på aktierne herhjemme fredag, hvor C25-indekset går frem med 0,6 pct. til 1767,44 kort før middag.
- Markederne reagerede torsdag nervøst på, at Donald Trump var ude og sige, at USA ville ramme Iran hårdt torsdag aften. Det skete så ikke, og i stedet var Trump ude for omkring 30. gang og sige at man er tæt på en aftale. Det reagerer markederne på, fordi der var den nervøsitet i går, for om det kunne eskalere, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
ROCKWOOL TIL TOPS EFTER DYK I OLIEPRISEN
Rockwool trækker fra i C25-indekset med et plus på 5,7 pct. til 213,60 kr. Det er energitungt at producere stenuld, og med den mulige afslutning på krigen i Mellemøsten, som har lagt gevaldigt opadgående pres på energipriserne siden slutningen af februar, kan der være udsigt til lettelse på den front til stenuldsproducenten.
Også bankaktierne klumper sig sammen nær C25-toppen, og her går det AL Sydbank bedst med en stigning på 4 pct. til 548 kr. Danske Bank og Jyske Bank stiger desuden 2,5 pct. og 3 pct.
Omvendt er Mærsk-aktierne endt under pres, hvor B-aktien falder 3,7 pct. til 17.790 kr.
Nyt fra Shanghai Shipping Exchange fredag viser ellers, at raterne målt på Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) steg med 9,5 pct. i den forgangne uge.
Men med en potentiel afslutning på krigen i Iran - og dermed en genåbning af Hormuzstrædet - vil raterne formentlig igen sendes nedad.
For Pandora er det værd at bemærke en stor stigning i sølvprisen, men smykkeaktien stiger alligevel 1,5 pct. til 645,40 kr.
Dermed er Pandora godt på vej til at sætte punktum for en glimrende uge med fuld grøn plade. Det samlede ugeplus lyder på 11,4 pct.
NOVO RAMT AF BEGRÆNSET HACKERANGREB
Efter børslukketid torsdag fortalte medicinalkoncernen Novo Nordisk om et hackerangreb, der har ramt et "begrænset antal interne it-systemer."
- Vi arbejder på at få de berørte systemer op at køre igen på en kontrolleret og sikker måde; vi er dog klar over, at denne proces tager tid. Vores kerneforretning er ikke påvirket og fungerer fortsat som normalt, skriver Novo Nordisk blandt andet i en meddelelse.
Som vanligt er der også amerikansk receptnyt fredag. Og her er der fremgang til Wegovy-pillen i sidste uge, hvor også konkurrenten Eli Lillys vægttabspille, Foundayo, gik en smule frem, viser recepttal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.
Det totale antal indløste recepter på Novos Wegovy-pille steg til 116.902 i uge 23 fra 103.439 i uge 22.
Torsdag kom også meddelelsen om en godkendelse i Storbritannien. Det er den første godkendelse af Wegovy-pillen i Europa og det bare tredje land efter USA og De Forenede Arabiske Emirater, som åbner for salg af tabletten.
Novo-aktien hænger en smule i bremsen med et minus på 0,1 pct. til 282,40 kr.
.\\˙ MarketWire