Jeg tror vi alle kan blive enige om, at emnet for denne tråd er passende for det vi har set i dag i markederne. Men jeg vil gerne høre hvad i andre her har af kommentarer, hvad i mener årsagerne til faldene især er, og hvordan i tror tingene vil udvikle sig på kort og mellemlang sigt.
Personligt har jeg i dag oplevet det største fald i min formue på en enkelt dag, siden jeg for omkring 16 år siden begyndte at investere. Faldet er meget mindre end vi har set i C25-indekset i dag, da jeg kun har en lille del af min formue placeret i børsnoterede aktier og har mine investeringer spredt ud på mange aktivklasser. Men alligevel: Det største fald jeg har oplevet, og værre end nogen enkelt dag under finanskrisen.
Særligt interessant er, at stort set alle markeder er faldet - selv guld, som ellers regnes for en sikker havn. Og normalt er der en negativ korrelation mellem aktier og obligationer, så obligationerne stiger når aktierne falder, og omvendt. Men nu er denne korrelation blevet lettere positiv.
Jeg tror årsagen her skal findes i, at mange tidligere har gearet deres investeringer, altså lånt penge til at investere for. Det giver god mening når renten er lav, og vi er i et bull-marked. Men når aktierne så pludseligt falder kraftigt, får mange et såkaldt margin-call fra deres børsmægler. Det lyder typisk sådan her: "Dine papirer er faldet i kurs, så de giver ikke længere passende sikkerhed for vores lån til dig. Enten må du sætte nogle flere kontanter ind på kontoen eller sælge nogle papirer. Gør du ikke det, tvangssælger vi nogle af dine papirer i henhold til vores låneaftale."
Det tror jeg er sket ofte på det sidste. Og da folk ikke kan lide at sælge aktiver der har haft store tab, sælger de i stedet andre aktiver, og dermed spreder faldene sig ud på andre markeder end aktiemarkedet. Jeg tror det er en væsentlig årsag til at ikke alene aktiemarkederne, men stort set alle markeder er faldet.
Det bekymrede mig, at en ekstraordinær rentenedsættelse på 0,5% fra Fed ikke kunne bremse faldene i aktiemarkedet. Men endnu mere bekymrer det mig, at en endnu voldsommere udmelding fra Fed i dag kun havde kortvarig virkning før de amerikanske markeder faldt endnu længere ned.
Udmeldingen var, at man voldsomt ville udvide den såkaldte repo-facilitet, som de siden september har brugt til at tilføre mere likviditet til finansmarkederne. Og når jeg siger voldsomt, mener jeg voldsomt: Udnytter markederne dette til fulde, vil balancen for Fed om en måned være fordoblet. Det der især bekymrer mig her er, at selvom det først fik de amerikanske aktier til at stige, faldt de kort efter - til et endnu lavere niveau.
På kort sigt tror jeg aktiemarkederne vil fortsætte med at falde, selvom der muligvis kan komme enkelte dage med stigninger. Tilsvarende vil nok ske med de fleste andre markeder. Det store spørgsmål er om obligationerne vil blive ved at falde, for det vil efter min mening være tegn på en større krise.
På mellemlang sigt tror jeg råvaremarkederne (måske ikke alle) vil vinde. Hvor kan man ellers placere sin kapital nogenlunde sikkert uden negativ rente?