Ugens grafik 1: Revolutionerende data i bugspytkirtelkræft
Efter den nyligt overståede ASCO-konference er det naturligt at bringe en grafik herfra denne gang. Og selvom det måske er lidt ”konventionelt” at bringe den nok mest fremhævede slide, så skal det ikke afholde os fra at gøre det også. Først og fremmest, fordi den fik stående ovationer, men også fordi vi i de sidste […]
Efter den nyligt overståede ASCO-konference er det naturligt at bringe en grafik herfra denne gang. Og selvom det måske er lidt ”konventionelt” at bringe den nok mest fremhævede slide, så skal det ikke afholde os fra at gøre det også.
Først og fremmest, fordi den fik stående ovationer, men også fordi vi i de sidste par udgaver ganske kort har nævnt netop de studieresultater, som sliden omhandler. Der er tale om Dr. Brian Wolpins præsentation af fase 3 data fra RASolute 302 studiet med daraxonrasib i den svære indikation bugspytkirtelkræft, hvor der igennem mange år ikke er set noget reelt behandlingsløft eller alternativ til kemoterapi. Helt konkret er der tale om 2. linjebehandling i metastaserende bugspytkirtelkræft (mPDAC), altså meget syge patienter med en meget svær prognose.
Det er selskabet Revolution Medicine, der står bag daraxonrasib og i den grad ser ud til at leve op til sit navn. Aktiekursens fordobling efter toplinje-data i april (og 4-dobling siden august 2025) og markedsværdien på nu 30 mia. USD viser tydeligt, hvor banebrydende lægemidlet forventes at være. Selskabet har derudover registreringsbærende studier i 1. linje og også i 1. og 2. linje i NSCLC (lungekræft). I april hentede selskabet 2,2 mia. USD i ny kapital via nye aktier og et lån på 500 mio. USD.
De fulde data blev samtidig publiceret i New England Journal of Medicine og viser et løft af median-overlevelsen fra 6,6 mdr. til 13,2 mdr. Efter 12 mdr. er overlevelses-sandsynligheden 53,3 % i den aktive arm mod kun 18,7 % i armen med standardbehandling (kemo). Det er også værd at bemærke en bedre bivirkningsprofil, hvor kun 1,2 % droppede ud i daraxonrasib-armen mod 11,2 % i kemo-armen.
Vi har her i vort lokale skandinaviske univers mulige PDAC-kandidater hos både Alligator og Cantargia, men de er noget længere tilbage i den kliniske udvikling. Senest har vi set Cantargia i al hast iværksætte et nyt studie, der tager højde for det nye kommende behandlingsregime med daraxonrasib. Hvordan fase 3 parate Alligator stiller sig er der ikke nogen melding om endnu.
Kilde 1: https://x.com/LorenzaRimassa/status/2061189037835141577 og https://www.nejm. org/doi/full/10.1056/NEJMoa2605555
Kilde 2: https://x.com/marklewismd/status/2061189734529941938
Steen Albrechtsen