Jyske: Hvert et ord vil blive vendt når Trumps nye Fed-chef taler i aften

Foto: Aaron Schwartz/Ritzau Scanpix
Jyske: Hvert et ord vil blive vendt når Trumps nye Fed-chef taler i aften
Onsdag aften bliver det mere klart, hvilken retning den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, beslutter at sætte for renteniveauet i USA.
Det sker i forbindelse med, at bankens ledelse afslutter sit to dage lange møde, hvorefter centralbankchefen, Kevin Warsh, på et pressemøde vil præsentere sit og rentekomitéen FOMC's - som står for "Federal Open Market Committee" og er USA's centralbanks renteudvalg - syn på den amerikanske økonomi.
Og netop de meldinger vil blive kigget grundigt efter. Også selv om markedet venter, at centralbanken holder renten i ro på 3,5-3,75 pct.
- Det er Kevin Warshs første pressekonference som chef for Fed, og investorerne vil holde øje med, hvor konsistent han kommunikerer komitéens samlede syn, skriver Jyske Banks analytiker Peter-Emil Holbøll i en morgenkommentar.
I Jyske Bank vil man særligt holde øje med, om Federal Reserves medlemmer skifter kurs til at indikere, at renten både kan sænkes eller hæves i den kommende tid, i stedet for at hælde mere mod en rentenedsættelse som hidtil.
Kevin Warshs kurs er særligt interessant, da han blev udpeget af USA's præsident, Donald Trump, til posten med stærke meldinger fra præsidenten, om at renten skal sænkes.
Dog lader det til at USA's og Israels krig i Mellemøsten har sat en kæp i hjulet på de planer, efter at olieprisen som følge af det de facto lukkede Hormuzstræde er blevet sendt i vejret.
Det har medført en tiltagende inflation i USA, som i maj steg til 4,2 pct. på årsbasis, hvilket var det højeste niveau i mere end tre år.
Det var energiprisernes vækst, som udgjorde det meste af prisstigningerne i maj, da de gik op med 3,9 pct., hvilket var en tand mere end 3,8 pct. i april, men en del lavere end stigningen i marts på 10,9 pct.
Kigger man på kerneinflationen, der fraregner udviklingen i fødevare- og energipriser, steg den med 2,9 pct. på årsbasis i maj. Det var præcis som ventet.
At inflationen fortsat i høj grad er forbundet til de høje energipriser er godt nyt for centralbankchefen, da det giver ham luft til at se tiden an.
I forhold til aftenens udmeldinger fra Kevin Warsh venter Jyske Bank, at Fed-chefen ind til videre vil forholde sig passiv.
- Vi venter, at Warsh indikerer, at Fed er dataafhængig, men også, at de seneste lidt lavere end ventede inflationssignaler giver dem lidt ekstra tid til at vurdere graden af spredning fra olieprisstigninger til priserne på andre varer og tjenesteydelser, skriver Peter-Emil Holbøll.
Jyske Bank-analytikeren pointerer desuden, at Federal Reserves forventninger til renten også kan blive medlemmernes mulighed for at signalere uafhængighed fra Donald Trump og Kevin Warsh.
.\\˙ MarketWire