Feds Powell ser stabile inflationsforventninger og udfordret arbejdsmarked
Feds Powell ser stabile inflationsforventninger og udfordret arbejdsmarked
De amerikanske markedsrenter falder tilbage mandag, da investorerne frygter for vækstudsigterne i kølvandet af de kraftigt stigende oliepriser.
Udviklingen har taget yderligere fart, efter at Jerome Powell, formanden for USA's centralbank, i forbindelse med en debat på Harvard University har sendt dueagtige signaler om udsigterne for de langsigtede inflationsforventninger og samtidig advaret om udfordringer for beskæftigelsen i USA.
Både den toårige og den tiårige statsrente i USA ligger på den baggrund i minus med 10 basispoint, mens tilbagegangen var på 8 punkter, inden centralbankformanden mandag begyndte at tale.
Jerome Powell understregede nemlig, at "inflationsforventningerne er godt forankrede", når man ser længere frem.
Markedsrenterne er ellers siden starten på krigen i Iran steget kraftigt, da løftet i olieprisen på mere end 50 pct. har skabt frygt for øget inflation og i sin tur for renteforhøjelser.
Jerome Powell lod imidlertid mandag forstå, at centralbanken måske kan blive tvunget til at reagere på det. Men ikke endnu.
- Vi ved ikke, hvad de økonomiske effekter vil blive.
- Tendensen er at se igennem enhver form for udbudschok, men et kritisk og helt essentielt aspekt ved det er, at man nøje skal overvåge inflationsforventningerne.
Frygten for tiltagende inflation er kommet samtidig med en periode med en svag udvikling i det amerikanske arbejdsmarked, som ifølge formanden er "udfordret".
- Der er en form for nedadgående risiko for arbejdsmarkedet, hvilket taler for at holde renterne lave, men der er en opadgående risiko for inflationen, hvilket taler for måske ikke at holde renterne lave.
Federal Reserve har to hovedmål. Det ene er prisstabilitet, som banken udtrykker som 2,0 pct. om året, mens det andet er maksimal beskæftigelse.
Mandag har investorerne annulleret deres væddemål på renteforhøjelser i år, således at der nu prissættes en sandsynlighed på knap 20 pct. for et renteløft. Torsdag i sidste uge indregnede markedet sandsynlighed på 60 pct. for en forhøjelse til oktober.
.\\˙ MarketWire