Danmark indtager sidsteplads i aktie-VM

Glade skotske fans mellem de danske fans, da herrelandsholdet spillede sig ud af muligheden for at komme til VM i kvalifikationskampen mod Skotland.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Danmark indtager sidsteplads i aktie-VM

Det danske aktiemarked er blevet skudt meget i skoene. Det er for defensivt, der er for får nye noteringer, der er næsten ingen eksponering til den hastigt voksende teknologisektor.

Og det danske aktiemarkeds afkast er ingen undtagelse. For hvis Danmark skulle konkurrere med de lande, der har kvalificeret sig til VM i fodbold, ville Danmark tabe. Klart.

Det viser en ny opgørelse, som Sampension har lavet, i anledning af at VM i fodbold for herrerne bliver skudt i gang torsdag, hvor Danmark står uden mulighed for at kæmpe med.

- Kigger vi på de lande, som ikke har kvalificeret sig til fodbold-VM, så kan vi jo ikke komme uden om Danmark. Og heller ikke når det gælder aktieafkast, har der i 2026 været grund til at finde klaphatten frem. For her ville Danmark med et afkast på minus 7 pct. for MSCI Danmark slutte på en sidsteplads blandt alle VM-deltagerne, mens C25-indekset ville ende femtesidst med et fald på knap 2 pct., siger Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.

Han peger til gengæld på, at der uden for landets grænser kan være store gevinster at hente.

Bliver vi i VM-universet, er det ud af de deltagende lande Sydkorea, Tunesien og Holland, som står til at løbe med guld, sølv og bronze.

De tre markeder har leveret henholdsvis 72,9 pct., 30,6 pct. og 23,8 pct. i afkast i euro indtil videre i 2026, lyder det i opgørelsen, og Sydkorea har dermed "leveret det med afstand bedste afkast af de deltagende VM-lande.

- Det koreanske boom skyldes enorme kursstigninger til Samsung og SK Hynix, som lige nu profiterer af global mangel på hukommelseschips, der bruges til at køre AI-modeller, vurderer aktiechefen.

Inkluderer man alle verdens markeder i VM i aktieafkast, vil det stadig være Sydkorea, som fører an.

Modsat går det værre for de indonesiske og indiske indeks, der er afhængige af importeret energi og dermed ramt af de høje oliepriser som følge af USA's og Israels krig mod Iran.

- Det indiske marked trykkes desuden af, at dets IT-serviceselskaber risikerer disruption fra AI, mens MSCI har indikeret, at de barsler med at fjerne Indonesien fra Emerging Market-benchmark på grund af for ringe likviditet, forklarer Philip Jagd.

USA-PLACERING ER PÅMINDELSE OM ANDRE MULIGHEDER

Tager vi et kig på den anden side af Atlanten til USA, har adskillige rekorder i 2026 ikke været nok til, at markedet kan konkurrere på niveau.

- USA ville blot ende som nummer 16 til aktie-VM i år, og det er en påmindelse til investorerne om, at der også er masser af investeringsmuligheder uden for USA, siger Philip Jagd.

Der er generelt et naturligt fokus på de amerikanske aktier, som ifølge Sampension udgør 72 pct. af det globale aktieindeks MSCI Verden.

Opgørelsen viser, at aktiemarkedet i USA har leveret afkast på 9,2 pct. ind til videre i år.

.\\˙ MarketWire