Asien: Indledende stigninger skudt ned af faldende amerikanske futures

Asien: Indledende stigninger skudt ned af faldende amerikanske futures

De asiatiske aktiemarkeder åbnede med stigninger til rekordhøjder i Japan og Sydkorea fredag, da freden i Mellemøsten med genåbningen af Hormuzstrædet fortsat får oliepriserne til at falde og dermed mindsker inflationsfrygten.

Men gevinsthjemtagning har sat det voldsomt volatile sydkoreanske aktieindeks til vægs, mens der er skudt en hvid pind efter stigningerne i Tokyos Nikkei-indeks, der er vendt fra rekordkurs til et mindre drop.

Trods markedets optimisme omkring genoptagelsen af oliestrømmene gennem Hormuzstrædet advarer analytikere om, at Iran sandsynligvis ikke vil opgive kontrollen over strædet. Og den gratis transit er kun garanteret i 60 dage.

- Den fremtidige styring af strædet vil blive ledet af Iran og Oman, og det giver Iran mulighed for at pålægge et gebyr for "maritim service". Det underminerer internationale normer for fri navigation og skaber en præcedens, som andre vil kunne følge, siger analytiker Madison Cartwright fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

MSCI's indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan falder 0,3 pct.

De amerikanske aktiebørser er lukket fredag, men som altid er handlen med futures ikke påvirket. Her indikeres kursfald på 0,3-0,6 pct., når markedet genåbner mandag efter den lange weekend.

Det japanske Nikkei-aktieindeks var på himmelflugt fra morgenstunden, men vigende amerikanske futures og frygt for intervention til støtte for den eksorbitant svage yen, får vendt det rekordhøje niveau efter formiddagens handel i Tokyo.

Nikkei-indekset falder 0,2 pct., mens Topix-indekset dropper 0,8 pct.

Det sydkoreanske Kospi-indeks var ligeledes på rekordkurs i den tidlige handel. Men begyndende gevinstsikring fik mange investorer ud af busken og profithjemtagning er siden accelereret markant og har vendt en stigning på 4 pct. til et fald på 1,8 pct.

Singapores Strait Times-indeks falder 0,7 pct., mens Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et tab på 1,1 pct.

Aktiemarkederne i Kina, Hongkong og Taiwan er lukket for den traditionelle Dragebådsfestival.

Indeks Udvikling (%) Nikkei 225
-0,2 Topix-0,8 Hongkongs Hang SengLukket China Shanghai CompositeLukket China CSI 300
Lukket Taiwan TaiexLukket Sydkoreas Kospi-1,8 Singapores STI-0,7 Sydney ASX 200-1,1

Indeksværdier kl 5.50

.\\˙ MarketWire