Schweiz: Drøftelser mellem USA og Iran fredag er aflyst

Foto: Ken Cedeno/Ritzau Scanpix
Schweiz: Drøftelser mellem USA og Iran fredag er aflyst
Samtaler mellem USA og Iran, der skulle have fundet sted i Schweiz fredag, vil ikke finde sted alligevel.
Det fremgår af en udtalelse fra Schweiz' udenrigsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt fredag morgen.
Meldingen kommer få timer, efter at en talsperson for Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP sagde, at USA's vicepræsident, J.D. Vance, havde udskudt sin rejse til Schweiz.
Det var planen, at Vance skulle rejse torsdag aften lokal tid fra USA.
- Logistikken i de her forhandlinger har aldrig været enkel eller forudsigelig. For nuværende tager vicepræsidenten ikke afsted i aften, sagde talspersonen til AFP.
- Vi ser frem til at begynde de tekniske drøftelser så hurtigt som muligt.
Også det amerikanske medie CNN beskrev udmeldingen fra Det Hvide Hus.
Det Hvide Hus vil ifølge CNN komme med en ny melding, så snart det har en "konkret opdatering" om sagen.
/ritzau/
Relaterede artikler
48 min. siden
Aktier/tendens: Novo i fokus på rolig dag