Asien: Håb om fredsaftale sender aktierne frem
Asien: Håb om fredsaftale sender aktierne frem
De asiatiske aktiemarkeder følger fredag med i det globale opsving, på baggrund af håb om at en fredsaftale i Mellemøsten endelig kan blive en realitet, og oliepriserne dykker til det laveste niveau i to måneder, hvilket dæmper frygten for inflation.
Alle øjne er dog rettet mod den længe ventede børsnotering senere fredag af Elon Musks SpaceX, der har skrevet historie med den største børsnotering nogensinde. Børsnoteringen indbragte rekordbeløbet 75 mia. dollar, hvilket værdisætter raket- og rumfartøjsproducenten til 1770 mia. dollar.
Men nu og her er det den amerikanske præsident, Donald Trump, der bestemmer retningen, efter at han torsdag sagde, at en fredsaftale kunne blive underskrevet allerede i denne weekend. Det skete blot få timer efter, at han havde truet med flere angreb på Iran. Han sagde, at forhandlingerne med Teheran var nået op på det højeste niveau i Irans ledelse og var blevet godkendt af en bred koalition af lokale lande.
Trumps udtalelser følger på gentagne udbrud af optimisme fra præsidenten - dog uden aftale.
Ikke desto mindre mener Ray Attrill, chef for valutastrategi hos National Australia Bank, ifølge Reuters, at "dette måske ser lidt mere konkret ud, end noget vi har set hidtil."
- Hvis vi hører noget fra Iran, der lyder positivt, vil oddsene (for en fredsaftale) helt klart vende ganske dramatisk, påpeger han.
Aftalen, hvis den bekræftes, vil være det hidtil mest betydningsfulde diplomatiske gennembrud for at afslutte den tre måneder lange krig, som har sendt de globale energipriser kraftigt i vejret. Det fik eksempelvis Den Europæiske Centralbank torsdag til at hæve renten for første gang i næsten tre år for at dæmme op for den krigsrelaterede inflation.
Men nyheden har fået oliepriserne til at falde.
Også fredagens børsnotering af amerikansk SpaceX puster lidt frisk håb ind i markedet. Fredag morgen ligger Wall Street i grønt efter pæne plusser på op til 2,5 pct. torsdag.
Hos finanshuset IG anslås det, at den forventede markedsværdi for SpaceX ved lukketid på dag 1 vil være lidt over 2400 mia. dollar.
- Det tyder på, at SpaceX's markedsværdi ... vil være omkring 35 pct. højere end den værdiansættelse på 1770 mia. dollar, der er fastsat for børsnoteringen, lyder det fra Tony Sycamore, analytiker hos IG, i et notat.
- Det tyder igen på, at SpaceX-aktiekursen sandsynligvis vil slutte i dag et sted i intervallet omkring 175/180 dollar, siger han.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en fremgang på 3,2 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser, anført af en stigning på 8,1 pct. i det førende indeks i Sydkorea, Kospi.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et plus på 3,5 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, stiger 1,7 pct.
Shanghai Composite og CSI 300 oplever fremgang på henholdsvis 1,4 og 2,1 pct.
Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 1,4 pct.
Indeks Udvikling (%) Nikkei 225
+3,5 Topix+1,6 Hongkongs Hang Seng+1,4 China Shanghai Composite+1,4 China CSI 300
+2,1 Taiwan Taiex+2,6 Sydkoreas Kospi+8,1 Singapores STI+0,6 Sydney ASX 200+1,9
Indeksværdi klokken 5.00
.\\˙ MarketWire