Pandoras kursridt kan møde modstand fra hop i sølvpriser

PNDORA

Pandoras kursridt kan møde modstand fra hop i sølvpriser

Efter at Pandora er steget i fem dage i træk i takt med et fald i sølvpriserne kan netop sølvpriserne fredag blive en modvind for aktien i smykkekoncernen.

Der er dog generelt forventninger om en stærk aktiestart i Europa efter torsdagens stejle optur i USA, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, gav udtryk for, at USA og Iran var nået til enighed om en eller anden form for aftale.

På råvaremarkederne har reaktionen været stigende guld- og sølvpriser. Da det er vigtige råvarer for Pandora - særligt sølvpriserne - kan udviklingen i dem isoleret set agere en bremse for Pandoras aktiekurs.

Fredag er prisen på sølv målt på julifuturen steget 4,6 pct. til 66,96 dollar per troy ounce, efter at prisen de foregående fem dage var faldet fra 73,97 dollar.

Torsdag var prisen nede at runde det laveste niveau siden december 2025. I slutningen af januar var sølvprisen helt oppe over 120 dollar.

Pandora steg torsdag 3,0 pct. til 635,80 kr., hvilket var det højeste niveau siden 8. januar.

.\\˙ MarketWire