Aktuelle aktier, der bør holdes øje med

Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc. Zealand Pharma Anbefaling: […]

Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.

Zealand Pharma

Anbefaling: Køb

Aktuel kurs: 295,80

Zealand Pharma udsendte i mandags en børsmeddelelse med denne indledning: ”We are very encouraged by the first results reported from the SYNCHRONIZE program”. Investorerne var desværre ikke imponerede, men reducerede prompte Zealands værdi med en fjerdedel. Vi siger alligevel Køb, da Zealand halverede tabet allerede dagen efter, og det er usædvanligt hurtigt i den slags situationer. Det indikerer, at mandagens kursfald var en overreaktion.

Gubra

Anbefaling: Køb

Aktuel kurs: 361,40

Gubra faldt også kraftigt i mandags, omend ikke i samme stil som Zealand. Men også her oplevede vi allerede dagen efter, at investorerne søgte tilbage til aktien. De følgende dages kursstigninger betød, at Gubra trods mandagens fald på 8,3 pct. endte ugen i en højere kurs end ved ugens start.

NKT

Anbefaling: Sælg

Aktuel kurs: 980,50

NKT har været en af børsens store succeser de seneste år, men alt har en ende. For NKT ser den ud til at være nået ved kurstoppen i 1112 ultimo maj. Siden faldt kursen 14 pct. på elleve dage, og det er for meget til at kunne forklares med et generelt svagt marked.

Pandora

Anbefaling: Køb

Aktuel kurs: 643,80

Efter at have mistet to tredjedele af sin værdi fra starten af 2025 har Pandora for alvor lagt nedturen i 2025 bag sig. De seneste tre måneder er kursen steget 46 pct., og kursen er stadig kun det halve af prisen for fem kvartaler siden.

Vestas Wind Systems

Anbefaling: Hold

Aktuel kurs: 166,10

Vestas’ børsværdi blev halveret i 2024, men næsten hele kursfaldet blev genvundet i 2025 og første kvartal i år. Men i stedet for at fortsætte opad, er Vestas gået i stå ved kurs 200, som har været en uovervindelig modstandslinje de seneste fire år. Afvent et markant gennembrud af den modstand, før et køb overvejes.

Per Aarsleff

Anbefaling: Sælg

Aktuel kurs: 651,00

Per Aarsleffs to seneste kvartalsregnskaber har overrasket analytikerne positivt på omsætningen, men negativt på indtjeningen. I den konkurrence vinder indtjeningen hver gang, og det afspejler sig da også tydeligt i Per Aarsleffs kursfald på 25 pct. i år.

Matas

Anbefaling: Hold

Aktuel kurs: 93,80

Selvom Matas’ kursfald ligner Business-as-Usual, ser vi alligevel Matas som jokeraktie i øjeblikket. Nedturen blev indledt af en udskiftning i ledelsen, men den forklaring er vi langt forbi i dag. Ekspansionen i Sverige går p.t. ikke helt som forventet, men kursen bevæger sig længere og længere væk fra vores 12 måneders kursmål på 120 i ØU Formue 20/2026. Det åbner for en spekulativ købsmulighed.

Bruno Japp

Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.