Aktier/tendens: Lettere negativ dansk aktiestart i vente - debut til Installatørgruppen

NOVO BRBLN BMAERSK AMAERSK BPNDORA

Aktier/tendens: Lettere negativ dansk aktiestart i vente - debut til Installatørgruppen

Der er udsigt til en lettere negativ aktieåbning i Europa torsdag efter onsdagens aktienedtur i USA, som torsdag også ramte børserne i Asien.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt onsdag yderligere 1,0 pct. efter dansk børslukketid for at lukke i et minus på 1,6 pct.

En formildende omstændighed er dog, at futuren for indekset torsdag morgen ligger 0,4 pct. højere, og dermed indikerer en lille aktierevanche, når markedet i USA åbner i eftermiddag.

Umiddelbart er der da heller ikke udsigt til nogen større nedgang i Europa, hvor den tyske DAX-future blot ligger 0,3 pct. lavere, mens Euro Stoxx 50-futuren falder 0,5 pct.

GEOPOLITIK SÆTTER DAGSORDENEN

- Markederne faldt onsdag drevet af stigende geopolitiske spændinger mellem USA og Iran samt et bredt teknologisalg. Inflationstal fra USA gav kortvarig lettelse, før fokus igen skiftede til geopolitik og energi.

- De asiatiske markeder handler lavere, mens amerikanske futures peger svagt op efter meldinger om mulig midlertidig nedtrapning i angrebene. Fokus i dag er rettet mod Den Europæiske Centralbank, hvor der ventes en renteforhøjelse på 25 basispoint, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Herhjemme trodsede C25-indekset onsdag den overordnede negative stemning med en stigning på 0,7 pct. til 1747,33 drevet primært plusser på over 5 pct. til Novo og Mærsk-aktierne.

DEBUT TIL NY AKTIE

Nasdaq Copenhagen kan torsdag byde velkommen til Installatørgruppen, som har fået mere end 2500 investorer efter et aktiesalg til en pris på 15 kr. per aktie. Prisen værdisætter hele selskabet til 4,5 mia. kr.

Pandora har haft et godt kursridt på det seneste efter et tilbagefald i sølvpriserne. Torsdag falder sølvpriserne for femte dag i træk og med 1,2 pct. til 63,97 dollar per troy ounce målt på julifuturen. Det er det laveste niveau siden december 2025. I slutningen af januar var sølvprisen helt oppe over 120 dollar.

Pandora er steget fire dage i træk og lukkede onsdag 0,3 pct. højere i 617,60 kr. i det højeste niveau siden 8. januar.

ANALYTIKERE SER MULIG OPJUSTERING FRA MÆRSK

Mærsk har den senere tid nydt godt af stigende fragtrater, og frygten for en nedjustering er nu blevet skiftet ud med forventninger hos flere om en opjustering, skriver Børsen.

Siden april er raterne på containerfragt steget med 55 pct. ifølge Drewry World Container Index. Mærsk B steg onsdag 5,5 pct. til 18.235 kr.

Roblon kommer torsdag med regnskab for andet kvartal. I marts sænkede industrikoncernen forventningerne til hele regnskabsåret 2025/26 til en omsætning på 170-210 mio. kr., et EBITDA før særlige poster på 0-20 mio. kr. og et EBIT før særlige poster på -10-10 mio. kr.

Aktien faldt onsdag 0,4 pct. til 112 kr.

.\\˙ MarketWire