Aktiesnakken — Januar 2024
-
Godmorgen

-
Den kommende uge - Uge 04
Den danske regnskabssæson skydes i gang med tal fra Tryg
Genmab, Vestas og FLSmidth får tal fra konkurrenter og samarbejdspartnere -
Renterne har fortsat opturen, hvilket har lagt lidt pres på de bredere aktiemarkeder, mens de ellers normalt rentefølsomme teknologiaktier på mærkværdig vis er gået fri. Netop renterne kan blive sendt videre op torsdag, når Den Europæiske Centralbank er klar med sin rentemelding. Ugen er lidt tynd på tunge nøgletal, men en række foreløbige PMI-opgørelser fra blandt andet eurozonen og USA kan onsdag også tiltrække sig interesse på finansmarkederne
-
Herhjemme skyder Tryg vanen tro regnskabssæsonen i gang, hvor forsikringsselskabet dog får kamp til stregen af Netcompany. Genmab er også i søgelyset med salgstal for Darzalex, mens Vestas får nyt fra General Electric og FLSmidth fra den svenske mineudstyrskoncern Sandvik.
-
Mandag.....
Den amerikanske luftfartskoncern United Airlines flyver ugen i gang med tal for oktober, november og december, efter at konkurrenten Delta Air Lines leverede en svag indtjeningsprognose for i år. Luftfartskæmpen begrundede det udvidede prognoseinterval med stigende omkostninger, blandt andet fra øgede reparationsomkostninger og højere lønudgifter.
-
Tirsdag.....
Genmab-investorerne kigger tirsdag over middag mod USA, hvor samarbejdspartneren Johnson & Johnson er aktuel med sit regnskab for fjerde kvartal, hvilket også giver salgstal for den storsælgende kræftbehandling Darzalex. Genmab har udviklet Darzalex, som bruges til behandling mod knoglemarvskræft, mens Johnson & Johnson har markedsføringsrettighederne og betaler salgsprovision til Genmab.
-
BIotekselskabet venter, at Darzalex-salget i 2023 når 9,8-10,0 mia. dollar
-
Den amerikansk industrikoncern General Electric er aktuel med tal for fjerde kvartal, hvor fokus for Vestas-investorerne vil være på udviklingen i energidivisionen Vernova, der primært består af selskabets vindmølleforretning. Her vil kæmpeordren på 2,4 GW fra vindmølleprojektet Sunzia indgå i ordreindgangen for fjerde kvartal. Der kan måske også blive nyt om den selvstændige børsnotering af divisionen, der ventes i begyndelsen af andet kvartal.
-
Onsdag
Svenske Swedbank er den første af de nordiske storbanker til at aflægge regnskab for fjerde kvartal, hvilket herhjemme især vil tiltrække sig interesse hos Nordea-investorerne. Forud for regnskabssæsonen er finanshuset Jefferies forsigtig med hensyn til de nordiske banker på grund af en svagere tendens i nettorenteindtægterne. -
Lavere udlånsvolumener og minimale fordele fra renter giver lavere sekventiel vækst i nettorenteindtægter for disse banker i fjerde kvartal, vurderer finanshusets analytikere.
-
Den amerikanske elbilkoncern Tesla, der er en af de syv i The Magnificent Seven, er i onsdagens amerikanske eftermarked klar med tal for de sidste tre måneder af 2023. Produktionstallene, der landede på årets anden dag, var bedre end ventet, og fokus vil derfor være på indtjeningsevnen.
-
Det norske skadesforsikringsmarked kommer i søgelyset onsdag morgen med tal for fjerde kvartal fra Gjensidige. Forsikringsselskabet er størst på det norske skadesforsikringsmarked med en markedsandel på godt 26 pct., mens danske Tryg har næsten 14 pct.
-
Onsdagen byder i første omgang på foreløbige PMI-erhvervstillidstal fra blandt andet Frankrig, Tyskland og eurozonen samt fra USA om eftermiddagen. For eurozonens store økonomier er aflæsningen for industrien fortsat under 44, mens det ser lidt bedre ud for servicesektoren. I USA er målingen 2 point under ligevægtspunktet i 50 for industrien og 1 point over for servicesektoren.
-
Torsdag.....
Forsikringsselskabet Tryg er vanen tro det første af C25-selskaberne til at aflægge regnskab. Torsdag morgen leveres tal for oktober, november og december, som finanshuset DNB venter vil vise et fald på 6 pct. i resultatet før skat som følge af højere vejrrelaterede skader og et svagere investeringsresultat.
-
Den vigtige combined ratio, der er udtryk for, hvor stor en andel omkostninger og erstatninger udgør af bruttopræmieindtægterne, ser analytiker Håkon Astrup stige på grund af koldt vejr og storme, mens væksten i præmieindtægterne ses dæmpet af valutamodvind.
-
Netcompany er blandt de hurtigste til at lægge sine tale sammen, og it-selskabet, der er blevet rykket ud af C25-indekset, er klokken 7.30 torsdag morgen klar med regnskabet for fjerde kvartal. Jyske Banks senioranalytiker Anders Haulund Vollesen venter et lidt uinspirerende kvartal med en næsten flad toplinjevækst og en EBITDA-margin, der er høj nok til at indfri toppen af prognoseintervallet for salget og bunden for marginen.
-
Prognosen for 2024 vil tage fokus, hvor Jyske Bank venter et udspil på en salgsvækst på 8-12 pct. og en EBITDA-margin på 16-19 pct.
-
Den nordjyske teknologikoncern RTX leverer torsdag tal for de første tre måneder af det forskudte regnskabsår 2023/24. Her vil fokus være på meldinger om omsætningen, hvor topchef Peter Røpke i årsregnskabet ventede udfordringer på den korte bane forårsaget af høje lagre hos selskabets største kunder efter de seneste års problemer i den globale elektronikindustri.
-
Den svenske industrikoncern Sandvik, der har overlappende aktiviteter med FLSmidth inden for produktion af udstyr til minesektoren, er torsdag ved middagstid den første af de store mineudstyrsleverandører til at aflægge regnskab for fjerde kvartal. FLSmidth-investorerne vil især have fokus på udviklingen i mineudstyrsdivisionen Mining & Rock Solution, der viste en negativ organisk ordreindgang i tredje kvartal på 7 pct., da den blev trukket ned af en lavere efterspørgsel efter mineudstyr.
Hello! It looks like you're interested in this conversation, but you don't have an account yet.
Getting fed up of having to scroll through the same posts each visit? When you register for an account, you'll always come back to exactly where you were before, and choose to be notified of new replies (either via email, or push notification). You'll also be able to save bookmarks and upvote posts to show your appreciation to other community members.
With your input, this post could be even better 💗
Tilmeld Log ind