Vestas/AL Sydbank: Langt fra prangende eller tilfredsstillende regnskab for Siemens Gamesa
Vestas/AL Sydbank: Langt fra prangende eller tilfredsstillende regnskab for Siemens Gamesa
Udviklingen hos Vestas-rivalen Siemens Gamesa er langt fra prangende og overhovedet ikke tilfredsstillende nok i forhold til at kunne have en fornuftig forretning med nogenlunde indtjening i fremtiden.
Sådan lyder det fra aktieanalysechef i AL Sydbank Jacob Pedersen, efter at Siemens Energy tirsdag morgen har aflagt regnskab for andet kvartal.
Det er dog et regnskab, hvor Siemens Gamesa ser ud til at følge de planer, der er lagt, selv om de ikke er prangende.
- Der er dog forbedring på indtjeningssiden, og det er det, som Siemens Gamesa jagter nu. De er nødt til at forbedre indtjeningen efter gigantiske tab i de sidste år i vindforretningen, noterer Jacob Pedersen.
Når det kommer til ordreindgangen, noterer aktieanalysechefen, at den er stort set flad og tilføjer, "på det, jeg vil kalde et meget, meget lavt niveau."
- Vi skal huske, at i den ordreindgang indgår også serviceordre. Så jeg tror ikke, at Vestas sidder og ryster i bukserne over den ordreindgang, som Siemens Gamesa leverer i det her kvartal - og heller ikke deres indtjeningsniveau, udtaler Jacob Pedersen.
Ordreindgangen afspejler samtidig, at man er mærket af, at man ikke har vundet nogen havvindordrer, samtidig med at de ikke har ret meget aktivitet i deres landvindforretning, tilføjer Jacob Pedersen.
Siemens Gamesa havde i kvartalet en ordreindgang på 846 mio. euro mod 875 mio. euro i samme kvartal sidste år.
Selv om Vestas' ordreindgang heller ikke var prangende på land, så vandt Vestas til gengæld to store havvindordre, hvilket "pryder."
I det hele taget er det en forretning, hvor de er "nødt til at holde snuden i sporet", hvilket betyder fokus på at få styr på indtjeningen i forretningen, hvor Jacob Pedersen pointerer, at der også arbejdes mod et "break-even" resultat på Ebit-niveau i 2026.
.\\˙ MarketWire