Økonomisk Ugebrev

Tilsynskritik skyder skævt af bankers anbefaling af egne fonde

Sidste uges tilsynsredegørelse fra Finanstilsynet retter en hård kritik af storbankerne for i udpræget grad at anbefale og sælge egne investeringsfonde til egne bankkunder. Men efter store udskiftninger i bankernes egne investeringsfonde viser det sig nu, at storbankernes største investeringsfonde faktisk ligger blandt de bedste på afkast. Der synes altså at være en god grund […]

Sidste uges tilsynsredegørelse fra Finanstilsynet retter en hård kritik af storbankerne for i udpræget grad at anbefale og sælge egne investeringsfonde til egne bankkunder. Men efter store udskiftninger i bankernes egne investeringsfonde viser det sig nu, at storbankernes største investeringsfonde faktisk ligger blandt de bedste på afkast. Der synes altså at være en god grund til, at bankerne har anbefalet deres egne investeringsfonde, skriver fagredaktør Carsten Vitoft. 

Hver dansker har i gennemsnit 100.000 kr. placeret i investeringsfonde, men i ni ud af ti tilfælde ender bankkunderne med at købe og eje investeringsbeviser, som kommer fra deres egen bank og den bagvedliggende investeringsforening.

Det skaber interessekonflikter i bankens rådgivning og er ikke til kundens bedste. Sådan lyder budskabet i sidste uges rapport fra Finanstilsynet. Konklusionen har skabt en del opmærksomhed i erhvervsmedier og på sociale medier.

Cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk, undrede sig over, hvorfor tilsynet ikke foreslår et indgreb mod bankerne: ”Det undrer mig, at man igen lægger hele ansvaret over på forbrugerne. Det bør jo være udbudssiden, der er i fokus. For når størstedelen af fondene kommer fra banken selv, er det jo distributionsmodellen, der er problemet.”

Her godt en uge efter rapporten står årsagen til tilsynets nølende holdning mere klar. Det viser en gennemgang af de allerstørste bankfonde, der altså har tiltrukket de mange milliarder af danskernes opsparing.

De tolv største fonde, målt på formue, kommer fra investeringsforeningerne bag hver af de seks største banker, og de er i realiteten nogle af de mest attraktive på markedet på afkast. Stort set alle sammen har fire stjerner (ud af fem stjerner) for afkast og omkostninger hos det uafhængige analysebureau Morningstar.

”Det er klart, at hvis Finanstilsynet skal komme videre med sådan en problemstilling, så skal man jo påvise, at der er et reelt problem. Det kan der jo ikke være, hvis de fonde, kunderne rent faktisk får, er nogle af de bedste på markedet. Så fejler rådgivningen jo ikke noget – måske snarere tværtimod,” siger Henning Skov Jensen, director i Capital Market Partners.

Ugebrevet har netop gennemgået de to største aktiefonde fra hver af de største danske banker, hvor ”problemet” angiveligt skulle være størst. I alt er investeret 251 mia. kr. i disse megafonde: Danske Bank har en global indeksfond på 39 mia. kr. samt Global Equity Solution på 51 mia. kr. Begge scorer fire stjerner hos Morningstar.

Og sådan er billedet også hos Nordea Invest, BankInvest, Jyske Invest, Nykredit Invest og Sparinvest.

Tilsynet skakmat

Konklusionen er umiddelbart overraskende, da den underminerer Finanstilsynets vurdering af, at der skulle være et problem. Det fremgår ikke af undersøgelsen, om tilsynet har undersøgt, om kunderne er blevet sendt over i fonde med svage investeringsafkast.

Finanstilsynet konkluderer, at 92 investeringskroner ud af 100 aldrig forlader banken, men lander et andet sted i samme finansielle supermarked.

En række tidligere undersøgelser og masser af erhvervshistorier har ellers vist, at det skader kundernes afkast, at bankerne kun anbefaler egne fonde. Men siden har bankerne indrettet sig helt anderledes. Særligt i takt med at indeksfonde har vundet frem. Og det er bankerne åbenbart klart bedre til end den dyrere aktive forvaltning.

Mere stueren

”Der har været et helt enormt ryk væk fra aktive investeringsfonde over mod passive, billigere indeksfonde. Det er klart, at hvis banken fjerner de høje omkostninger på aktiv forvaltning, så er det en hel del nemmere for bankerne at være konkurrencedygtige på afkastet. Jeg ved ikke, hvor frivillig det har været for bankerne. Men det er en glædelig udvikling for kunderne,” siger Henrik Frydenborg Hansen, ekspert i indeksfonde og indehaver af indekshåbeinvest.dk.

Bankernes rådgivning om investeringsfonde er altså blevet meget mere ”stueren”, fordi kundernes penge nu ryger over i konkurrencedygtige fonde, selv om det er bankernes egne. Det billede ses også som en forklaring på, at tilsynet i den seneste rapport alene kommer med nogle løse anbefalinger.

”Jeg ser det som en god udvikling, hvor vi forhåbentlig ser ind i, at bankerne bliver mere konkurrencedygtige. Men så må man håbe, at de fremover vil rådgive kunderne til at vælge de bedste fonde. Uanset om de er ejet af banke eller andre,” siger managing partner Karsten Hannibal fra Optimal Invest.

Carsten Vitoft