Tema: Tax Governance: AI vil skærpe rapporteringskrav
Eksperter vurderer, at danske virksomheder har høstet de lavthængende frugter, når det gælder skattetransparens. Erhvervslivets topchefer står nu overfor næste svære fase med yderligere kvalitetsforbedringer. Eksperterne ser også, at AI vil skærpe investorernes dybdeanalyser af selskabernes rapportering. I denne temaartikel tegner en række af landets fremmeste eksperter fra KPMG, EY, Oxfam og BENDIXEN Tax Governance […]
Eksperter vurderer, at danske virksomheder har høstet de lavthængende frugter, når det gælder skattetransparens. Erhvervslivets topchefer står nu overfor næste svære fase med yderligere kvalitetsforbedringer. Eksperterne ser også, at AI vil skærpe investorernes dybdeanalyser af selskabernes rapportering. I denne temaartikel tegner en række af landets fremmeste eksperter fra KPMG, EY, Oxfam og BENDIXEN Tax Governance et billede af udviklingen i danske selskabers skattetransparens.
Udviklingen i skattetransparens er gået i stå de seneste par år, indikerer selskabsdata indsamlet af Økonomisk Ugebrev.
Eksempelvis når det gælder land-for-land rapportering, hvor andelen af selskaber, der oplyser om deres skattebetalinger på lande eller regionsniveau, ikke har rykket sig de seneste år. I år offentliggjorde halvdelen af selskaberne land-for-land rapportering, samme andel som i 2024.
I forhold til fuld land-for-land rapportering, hvor selskaber oplyser om skattebetalinger separat for samtlige operative lande, er udviklingen også næsten gået i stå – i 2024 offentliggjorde 25 pct. af selskaberne fuld land-for-land rapportering, i år er det 28 pct.
Tendensen ses også på andre skatteparametre: Andelen af virksomheder, der oplyser om deres samlede skattebidrag, fordelt på afholdte skatter som selskabsskat og afholdte skatter som medarbejderskat, er den samme i 2026 som i 2024, nemlig 19 pct.
Ifølge Søren Dalby, CEO og Senior Partner i KPMG Acor Tax, er der flere ting i spil: ”Jeg tror, at stilstanden mere er en naturlig pause end et egentligt tabt momentum.”
”For det første har markedet nået grænsen for de lavthængende frugter. Den første bølge, nemlig at vedtage en politik, at gå i gang med basal land-for-land rapportering, er den lavthængende synlige del. Og det har de fleste virksomheder nu gjort.”
Videre siger han: ”Det, der kommer nu, er sværere: Fuld revisionsklar oplysning med konsistente data på tværs af jurisdiktioner. Det rykker ikke med det samme ved de overordnede procenter. Men det er der, det reelle arbejde nu ligger.”
En anden årsag er ifølge Søren Dalby, at fokus har flyttet sig fra politik til konkret bevis: ”Dine (Økonomisk Ugebrevs) data viser, at fremgangen de seneste år er fladet ud på flere parametre. Det fortæller mig, at næste fase ikke handler om, hvorvidt man har en politik, men om man kan dokumentere, at governance rent faktisk virker.”
Ifølge Søren Dalby indebærer det mere arbejde med kontroller, datakvalitet og konsistens – således at virksomhederne kan stå inde for og dokumentere det, de har offentliggjort. Og her vil AI formentlig komme til at spille en stor rolle, vurderer han.
AI på vej til at blive en reel katalysator
”AI er godt på vej til at blive en reel katalysator, og ikke kun for virksomhederne. Det bliver spændende at se, hvordan investorer bruger AI til at gennemgå de tusindvis af offentlige land-for-land rapporter, der snart bliver tilgængelige – det samme gælder skattemyndighederne. HMRC i England fanger angiveligt nu fejl i private CbC-indberetninger (land for land, red.) inden for uger frem for år”, siger Søren Dalby.
Han mener, at AI kommer til at ændre både hastigheden og dybden af den eksterne granskning; ”Det betyder, at barren for intern datakvalitet og konsistens hæves yderligere. AI kan jo også give virksomhederne selv en hurtig, struktureret førstevurdering af deres egen eksponering op imod øvrige offentligt tilgængelige data.”
Ole Bendixen, senior advisor hos BENDIXEN Tax Governance, peger også på flere grunde til, at udviklingen i skattetransparens er gået lidt i stå de seneste år. ”Mange selskaber oplever fortsat usikkerhed omkring, hvor langt interessenterne reelt forventer, at de skal gå. Når lovgivningen endnu ikke kræver fuld transparens på alle områder, vil nogle selskaber naturligt afvente markedets standarder og konkurrenternes praksis”, siger han.
Ole Bendixen understreger, at der i et lidt længere perspektiv er sket markante fremskridt i danske virksomheders skattetransparens – eksempelvis er andelen af selskaber med land-for-land rapportering steget fra blot 5 pct. i 2018 til 49 pct. i 2026, altså næsten en tidobling.
Læs hele artiklen her
Claus Strue Frederiksen