MarketWire

Ringkjøbing Landbobanks renteindtægter står stille: Hård konkurrence på udlån

RILBA

Ringkjøbing Landbobanks renteindtægter står stille: Hård konkurrence på udlån

En stærk konkurrence på udlånsområdet lagde låg på renteindtægterne i Ringkjøbing Landbobank i første kvartal, der kun voksede marginalt sammenlignet med samme periode sidste år.

Til gengæld var der fremgang i gebyr- og provisionsindtægterne, ligesom Ringkjøbing Landbobank kan konstatere sit 16. kvartal i træk, hvor udgifterne til tab og nedskrivninger har været omkring nul eller bedre.

Renteindtægterne udgjorde i første kvartal 640 mio. kr. mod 638 mio. kr. i samme periode for et år siden. Den beherskede vækst er dog en vending efter en lang periode med en faldende tendens, konstaterer banken.

- Det er derfor glædeligt at konstatere, at nettorenteindtægterne i første kvartal 2026 vendte efter otte kvartaler med faldende tendens, konstaterer banken.

Selv om både ud- og indlånene voksede i kvartalet, stod væksten dog næsten stille.

- Det er de stigende ud- og indlånsmængder, der er hovedforklaringen på udviklingen, idet vi samtidig må konstatere, at konkurrencen på udlånsmarginaler fortsat er hård.

Gebyr- og renteindtægterne var i kvartalet 312,6 mio. kr. mod 291,7 mio. kr. i første kvartal af 2025.

Ringkjøbing Landbobank tilbageførte i kvartalet 16 mio. kr., der var hensat til nedskrivninger på udlån. Det er særligt positivt, når den voksende geopolitiske usikkerhed tages i betragtning, konstaterer banken.

- Det realiserede resultat i første kvartal 2026 vurderes som særligt tilfredsstillende i lyset af de øgede geopolitiske risici, som har materialiseret sig, herunder eskaleringen af konflikten mellem Iran og USA, fremgår det af regnskabet.

- Samtidig er banken fortsat meget opmærksomhed på det generelt forhøjede risikobillede, hvor der nu er en betydelig øget usikkerhed om det fremtidige inflations- og dermed også renteniveau. Disse forhold kan få en væsentlig negativ indvirkning på både den internationale og nationale økonomi, varsler banken samtidig.

På bundlinjen var der tale om en tilbagegang på 5 pct. til 585 mio. kr. i første kvartal.

Ringkjøbing Landbobank fastholder sine forventninger til 2026 om et overskud efter skat på 2,0-2,4 mia. kr.

Tabel for Ringkjøbing Landbobanks første kvartal af 2026:

Mio. kr. Q1 2026 Q1 2025 FY 2025

Netto renteindtægter 639,9 638 2543

Gebyr- og provisionsindtægter 312,6 292 1120

Basisindtjening i alt 1049,5 1056 4089

Nedskrivninger på udlån -15,5 -24 -41

Basisresultat 797,6 821 3050

Resultat før skat 775,2 810 3056

Nettoresultat 585,3 616 2313

Ringkjøbing Landbobanks forventninger til 2026:

Mia. kr Ved Q1 2026 Ved Q4 2025

Nettoresultat 2,0-2,4 2,0-2,4

.\\˙ MarketWire