MarketWire

Novos vækst i recepttal for Wegovy-pillen er bøjet af - Citi fastholder salgsestimat

NOVO B

Novos vækst i recepttal for Wegovy-pillen er bøjet af - Citi fastholder salgsestimat

Novo Nordisks vækst i recepttallene for Wegovy-pillen mod svær overvægt er bøjet af i USA, viser de seneste recepttal ifølge den amerikanske storbank Citi.

Banken har set nærmere på den seneste opgørelse fra analysehuset Iqvia i ugen frem til og med 8. maj. Her faldt det totale antal recepter (TRx) på Wegovy-pillen med 4 pct. fra ugen før til omkring 137.000.

Det er cirka halvanden gang så meget som rivalen Eli Lillys markedsledende injektionsbaserede vægttabsmiddel, Zepbound, havde opnået på samme tid efter sin lancering, noterer Citi.

Eli Lillys nylancerede vægttabspille Foundayo havde til sammenligning nået 10.248 recepter målt på det totale antal i uge 19 - sin fjerde fulde uge på markedet. Det kan ifølge Citi sammenlignes med 28.515 recepter for Wegovy-pillen i sin fjerde fulde uge på markedet.

Tallene giver dog ikke anledning til justeringer af Citis estimater for salget af Novo-pillen.

- Vores salgsprognose på 2,7 mia. dollar for Wegovy-pillen i regnskabsåret 2026 bygger på en forventning om en afmatning i væksten i det samlede antal recepter (TRx) i løbet af året, skriver banken i et notat fra fredag.

Den understreger, at selskaberne er tidligt i lanceringsfasen, og tager også forbehold for, at recepttallene ikke fuldt ud fanger salget i alle salgskanaler særligt de steder, hvor forbrugerne betaler af egen lomme.

Banken gentager sin anbefaling "neutral" af Novo.

.\\˙ MarketWire