Norden: Stigende rater hjælper tanksegmentet mens Iran-krigen lægger stort pres på tørlast
Norden: Stigende rater hjælper tanksegmentet mens Iran-krigen lægger stort pres på tørlast
Rederiet Norden har som ventet været hjulpet godt på vej af stigende spotrater på tankmarkedet og yderligere skibssalg i sit første kvartal, efter at der allerede i sidste uge landede en opjustering af forventningerne til hele året.
Og onsdag morgen er hele regnskabet for første kvartal af året lagt frem. Her får nettoresultatet et lille yderligere løft fra det foreløbige tal, som fulgte med opjusteringen.
- Med den nuværende konflikt i den Persiske Golf, er de kortsigtede udsigter fortsat meget usikre. Med en stærk finansiel position og en agil forretningsmodel er Norden godt positioneret til at navigere i disse markedsvilkår, siger rederitopchefen, Jan Rindbo, i regnskabsmeddelelsen.
Nettoresultatet landede således på 11,2 mio. dollar i årets første tre måneder fra de tidligere opgjorte 11 mio. dollar, hvilket dog fortsat er et godt stykke under de 32,5 mio. dollar, som stod i samme periode sidste år.
STIGENDE RATER UNDERSTØTTER TANKSEGMENTET
Spændingerne i Mellemøsten rammer Norden på tørlastsegmentet, mens de stigende spotrater som følge af forstyrrelserne i den globale olieforsyning har understøttet driften i tanksegmentet.
I tanksegmentet nåede driftsoverskuddet før indregning af leasing, EBIT, 47,3 mio. dollar i første kvartal mod 19,8 mio. dollar i perioden i 2025.
- Den stærke performance i tank var drevet af markant stigende spotrater, som blev realiseret gennem disciplineret eksekvering og repositionering af flåden, skriver rederiet.
Tørlastsegmentet gav omvendt et driftsunderskud på 45 mio. dollar mod et plus på 17,6 mio. dollar året før.
- Tabet i tørlast var drevet af regional positionering samt konflikten i den Persiske Golf, som direkte påvirkede indtjeningen som følge af lukningen af Hormuzstrædet og engangseffekt af regionale brændstoftillæg, lyder det.
Norden har tørlastskibe, som er fanget i Den Persiske Golf, hvor Hormuzstrædet siden krigens begyndelse mere eller mindre har været lukket helt af. Rederiet indregner derfor også ekstraomkostninger på 30 mio. dollar resten af året i den forbindelse, men bemærker, at prognosen er "forsigtig".
SKIBE ER I HØJ KURS
Hos Norden har man noteret sig, at værdien på skibe i første kvartal har ligget stabilt på højere niveau end sidste år. Rederiets net asset value - eller NAV - er løftet 11 pct. siden samme periode sidste år.
Det har Norden udnyttet ved at sælge syv skibe fra i løbet af i år - tre fra flåden og fire fra købsoptioner. Samtidig er der kommet 11 nye skibe i folden i løbet af kvartalet.
For hele 2026 venter Norden en gevinst fra skibssalg på allerede indgåede kontrakter på 64 mio. dollar.
I samme ombæring bekræfter Norden også de for nyligt opjusterede forventninger om at nå et nettoresultat på 70-140 mio. dollar.
Før d. 28. april, hvor opjusteringen landede, ventede rederiet 30-100 mio. dollar, mens gevinsten fra salg af skibe var ventet på 20 mio. dollar.
Til sammenligning landede nettoresultatet på 120,3 mio. dollar i 2025.
I forbindelse med onsdagens regnskab har Norden også søsat et nyt aktietilbagekøb for op til 25 mio. dollar - svarende til omkring 159 mio. kr. - frem til 6. august. Der udbetales desuden et kvartalmæssigt udbytte på 2 kr. per aktie.
Tabel for rederiet Nordens regnskab for første kvartal af 2026:
Mio. dollar Q1 2026 Q1 2026(f) Q1 2025 FY 2025
Omsætning 813,5 - 799,0 3125,7
EBITDA 92,8 - 114,7 454,3
EBIT 22,5 - 38,4 158,4
Nettoresultat 11,2 11 32,5 120,3
(f) = foreløbige tal lagt frem i forbindelse med opjusteringen 28. april.
Nordens forventninger til 2026:
Mio. dollar Ved Q1 2026 28. april ved Q4 2025
Nettoresultat 70-140 70-140 30-100
.\\˙ MarketWire