Nedjustering sender Bang & Olufsen i laveste niveau siden oktober 2024
Nedjustering sender Bang & Olufsen i laveste niveau siden oktober 2024
Aktionærerne i Bang & Olufsen må se aktieværdier smuldre tirsdag, efter at audio- og videokoncernen mandag aften nedjusterede forventningerne til 2025/26.
Ved middagstid tirsdag er aktien faldet 8,4 pct. til 8,70 kr. Det er det laveste niveau siden oktober 2024.
B&O venter nu en omsætningsvækst i indeværende regnskabsår på nul til minus 3 pct. målt i lokale valutaer. Det skal sammenlignes med en tidligere prognose om en positiv vækst på 1 til 5 pct.
Overskudsgraden, målt på EBIT før særlige poster, ses samtidig ende et sted mellem minus 3 og minus 1 pct. sammenlignet med et tidligere bud på minus 3 til plus 1 pct.
De sænkede mål kommer i kølvandet af en skuffende udvikling i tredje kvartal, hvorfra foreløbige regnskabstal viser en beskeden vækst i lokale valutaer til 621 mio. kr.
- Omsætningen i tredje kvartal 2025/26 kom ind under forventningerne. Mens de nyligt lancerede in-ear-høretelefoner Beo Grace klarede sig som forventet, var salgsudviklingen for Beosound Premiere markant lavere end forudset, skrev B&O i meldingen mandag aften.
- Derudover er væbnede konflikter, geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed taget til, og det forventes at påvirke resten af regnskabsåret.
Koncernen med hovedsæde i Struer har desuden valgt at droppe sine mellemlange finansielle mål frem mod 2027/28. De mål omfattede en en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 8 pct., målt i lokale valutaer, fra og med dette regnskabsår og to år frem.
Samtidig skulle overskudsgraden i 2027/28 også nå op på 8 pct., mens den frie pengestrøm skulle have nået 250 mio. kr.
.\\˙ MarketWire