Mange nye aktietilbagekøbsprogrammer

Aktietilbagekøb godkendes på selskabets generalforsamling, og det ses tydeligt på antallet af nystartede aktietilbagekøbsprogrammer i maj. Generalforsamlingssæsonen er slut, og nu blev beslutningerne sat i værk. I maj afsluttede Nordea, Novo Nordisk, Ringkjøbing Landbobank og Vestas aktietilbagekøbsprogrammer, som tilsammen havde sendt 9,15 mia. kr. tilbage til aktionærerne. Til gengæld blev der i samme måned iværksat […]

Aktietilbagekøb godkendes på selskabets generalforsamling, og det ses tydeligt på antallet af nystartede aktietilbagekøbsprogrammer i maj. Generalforsamlingssæsonen er slut, og nu blev beslutningerne sat i værk.

I maj afsluttede Nordea, Novo Nordisk, Ringkjøbing Landbobank og Vestas aktietilbagekøbsprogrammer, som tilsammen havde sendt 9,15 mia. kr. tilbage til aktionærerne.

Til gengæld blev der i samme måned iværksat elleve nye aktietilbagekøbsprogrammer. Her iblandt hos Novo Nordisk, Ringkjøbing Landbobank og Vestas.

Det er eksempler på, at generalforsamlingens godkendelse i praksis blot er en proforma godkendelse.

Hvis bestyrelsen vurderer, at selskabet har en stor likviditet, som man ikke har noget profitabelt at bruge til, er det vanskeligt at forestille sig, at aktionærerne på generalforsamlingen nedstemmer forslaget om at sende pengene til dem.

Bruno Japp

Sådan læses tabellen: Tilbagekøb af egne aktier er en måde at sende en del af selskabets overskud tilbage til aktionærerne. Altså en form for indirekte udbytte. Bestyrelsen bemyndiges traditionelt på generalforsamlingen til at iværksætte tilbagekøb af egne aktier på op til 10 pct. af aktiekapitalen.

Teoretisk set har aktietilbagekøb ikke nogen praktisk betydning for aktionærernes samlede afkast af deres investering, da der blot flyttes kapital mellem to kasser, som aktionærerene begge ejer. Nemlig selskabet og aktionærens bankkonto. Men i praksis kan virkeligheden være anderledes. Specielt når der er tale om store tilbagekøb af egne aktier kan det påvirke aktiekursen positivt, da det sender et positivt signal til aktiemarkedet. Budskabet om, at et selskab producerer så meget fri kapital, at det kan undvære en væsentlig del heraf medvirker til at gøre selskabet – og dermed aktien – attraktiv for investorerne. Konsekvensen vil ofte være, at kursen ikke falder så meget, som den teoretisk set burde gøre.

I ovenstående tabel er linjene sorteret efter hvor stor en procentdel af den daglige omsætning i aktien selskabet selv står for, hvis den finansielle ramme for det aktuelle aktietilbagekøbsprogram skal udfyldes indenfor programmets tidsfrist. Det fortæller hvilken del af efterspørgslen efter aktien, som er kunstigt skabt, og som derfor forsvinder, når aktietilbagekøbsprogrammet udløber.