Mærsk kan komme under pres fra weekendens eskalering i Mellemøsten vurderer Jyske Bank
Mærsk kan komme under pres fra weekendens eskalering i Mellemøsten vurderer Jyske Bank
Mærsk-aktierne kan fra handelsstart komme under pres mandag, da den eskalerende konflikt i Mellemøsten øger kompleksiteten, hvilket fører til større forstyrrelser samt øgede omkostninger på grund af ruteomlægninger.
Det betyder øgede brændstof- og operationelle omkostninger, lyder det fra Haider Anjum, der er senioranalytiker hos Jyske Bank.
Krigen i Iran går mandag ind i sin femte uge efter en weekend, hvor situationen blot er blevet mere kompleks, efter at houthierne er blevet en aktiv part i krigen.
Derudover er havnen Salalah i Oman fortsat lukket efter et droneangreb i weekenden, skriver senioranalytikeren og henviser til, at Mærsk har oplyst, at deres drift vil være midlertidigt på pause i 48 timer, men at skibe, der er på vej til havnen, fortsætter rejsen derhen.
- Vi ser det som endnu en forværring af situationen, for Salalah har været en af de få havne, der ligger lige uden for den Persiske Golf og som er blevet brugt til at transportere gods til og fra Golflandene ad landevejen, noterer Haider Anjum og fortsætter:
- Når Salalah er ude af drift mindskes kapaciteten på omvejsruten betydeligt. Dette betyder egentlig, at endnu en alternativ rute er under pres, og mulighederne for at omgå Hormuz-strædet bliver stadig færre. Alternative ruter presser marginerne. Hapag-Lloyd estimerer ekstra omkostninger for 40-50 mio. dollar per uge, hvilket understreger risikoen for hele sektoren.
Med til at gøre situationen i Mellemøsten mere kompleks er houthierne, der i weekenden har sendt missiler mod Israel for første gang. For containerrederierne betyder det, at ruten gennem Rødehavet igen er under direkte trussel, pointerer Haider Anjum og tilføjer, at det ikke ændrer det store i forhold til sidste uge.
Mærsk B-aktien faldt fredag 1,9 pct. til 16.095 kr.
.\\˙ MarketWire