Lundbeck-topchef ser topsællerter som primær motor bag opjustering
Lundbeck-topchef ser topsællerter som primær motor bag opjustering
Den primære forklaring på Lundbecks opjustering af forventningerne efter første kvartal, der landede tirsdag middag, er et fortsat stærkt træk i de absolutte topsællerter, selv om engangseffekter også spillede en rolle i kvartalet.
Sådan lyder det fra Charl van Zyl, der er administrerende direktør hos medicinalselskabet.
- Vi er meget glade for vores kvartal og at vi nu har haft mange kvartaler på række med vækst. Det beviser styrken af strategien og at vi virkelig eksekverer på ambitionerne om vækst og innovation, siger han til MarketWire efter regnskabet.
Det er primært salget af Vyepti til forebyggelse af migræne og Rexulti til behandling af depression og agitation hos Alzheimers-patienter, som trækker væksten for Lundbeck, der dog også havde glæde af ekstra omsætning på omtrent 470 mio. kr. som følge af lageropbygning i første kvartal.
Baggrunden for det er det strategiske skife til en partnerskabsmodel på 27 markeder, som Lundbeck lancerede i efteråret sidste år.
Den betyder, at partnere nu står for salget på 27 markeder, der ikke er i kernen af Lundbecks forretning, og til det formål er der blevet bygget lagre op for at sikre en stabil forsyning.
Men der er også tegn på en rigtig god start for strategien, hvis man ser bort fra lageropbygningen, der var som ventet hos Lundbeck.
- Vores kommercielle model har været et meget bevidst. De første fem måneder har vist et meget stærkt skifte. Vi ser et rigtig godt underliggende optag på de 27 markeder. Det, som vi altid har vidst, er, at der en opbygning af lagre, der skal sikre en stabil leverance på disse markeder. Det er helt planlagt og ikke usædvanligt, siger Charl van Zyl.
- Men ud over den her lageropbygning ser vi altså også Vyeptis salg vokse med 47 pct., og Rexulti vokser med 22 pct. Det er de områder, vi selv kontrollerer. Vi har også haft en lavere effekt fra generisk konkurrence end ventet, men opjusteringen er primært drevet af Vyepti og Rexulti, der klarer sig rigtig godt, fortsætter Lundbeck-direktøren.
.\\˙ MarketWire