MarketWire

Luftfartsselskaber ramt af frygt for stigende omkostninger efter højere oliepriser

Luftfartsselskaber ramt af frygt for stigende omkostninger efter højere oliepriser

De europæiske luftfartsselskaber sendes i rødt af stigende oliepriser, der igen vækker bekymring om selskabernes brændstofomkostninger.

Oliepriserne er mandag sendt i vejret, efter at weekendens forhandlinger mellem USA og Iran i Pakistan endte uden resultat, hvorefter det fra det amerikanske forsvar lød, at det fra mandag eftermiddag vil blokere al skibstrafik, der sejler ind i og ud af iranske havne.

Det skriver Bloomberg News.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, stiger mandag med 8,1 pct. til 102,39 dollar, efter at den våbenhvile, som USA og Iran natten til onsdag i sidste uge indgik, ellers sendte prisen for en tønde ned i omkring 96 dollar.

Selv om de højere oliepriser kan ramme luftfartsselskabernes indtjening, fremhæver analytikerkorpset hos Bernstein og Barclays dog særligt IAG og Ryanair som to selskaber, der kan klare sig på det nuværende marked.

Bernstein-analytiker Alex Irving noterer, at Ryanair og IAG har den bedste økonomi og balance, og at de to selskaber kan "vinde uanset konfliktens varighed". I samme ombæring hæves anbefalingen for aktien i Ryanair til positive "outperform".

Sideløbende nedjusteres Easyjet og Wizzair til "market perform", da finanshuset henviser til, at de resterende luftfartsselskaber har brug for faldende oliepriser.

Hos Barclays udtaler analytikeren Andrew Lobbenberg, at IAG og Ryanair er "kvalitetsnavne", der bør trives i tiden efter krigen i Mellemøsten.

Ryanair-aktien falder mandag med 2,4 pct., mens aktien i IAG dykker 2,8 pct.

Samtidig falder aktien i Lufthansa tungest blandt konkurrenterne med 3,9 pct.

.\\˙ MarketWire