MarketWire

JPMorgan: Køb de geopolitiske dyk

JPMorgan: Køb de geopolitiske dyk

De amerikanske aktier har med en stigning på 1,0 pct. mandag fuldstændig annulleret kursfaldene i kølvandet af starten på krigen i Iran. Faktisk ligger markedet nu 0,1 pct. højere efter et plus fra den seneste bund i omegnen af 8 pct.

Efter at USA og Israel angreb Iran, faldt de amerikanske aktier ellers fire uger i træk, men de seneste to og nu altså også mandag er de omvendt gået frem, efterhånden som investorerne har øjnet en mulig afslutning på krigen og en genåbning af Hormuzstrædet.

Underliggende er det en fortsat ventet indtjeningsvækst i selskaberne, som holder humøret oppe, og derfor bør investorerne kaste sig over aktierne, hvis de igen falder tilbage på grund af krigsfrygten.

- Vores basisscenarie er fortsat, at en eventuel yderligere optrapning næppe vil blive vedvarende på ubestemt tid, og at fald drevet af geopolitiske chok i sidste ende bør vise sig at være købsanledninger, skriver JPMorgan Chases chefstrateg, Mislav Matejka, ifølge Reuters i et notat.

JP Morgan bemærkede også i sin analyse, at præmien på værdiansættelsen for "Magnificent Seven"-aktierne er indsnævret markant.

Også Morgan Stanley har mandag fremhævet modstandsdygtigheden i amerikanske aktier på grund af solid indtjeningsvækst i selskaberne.

Chefstrateg Mike Wilson ser under overfladen tegn på, at aktierne er i "sidste fase" af en korrektion, hvilket vil sige et fald på 10 pct. fra toppen.

- Den sidste fase af en korrektion er sjældent nem og kan kræve endnu en gentest for markedet, særligt hvis renterne eller volatiliteten på obligationsmarkedet stiger igen, hedder det ifølge Bloomberg News fra investeringsbankens side.

.\\˙ MarketWire