MarketWire

Iransk medie melder om angreb på energiinfrastruktur

Iransk medie melder om angreb på energiinfrastruktur

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars har israelske og amerikanske angreb ramt to gasanlæg og en rørledning.

Det er sket få timer efter, at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde trukket sin trussel om at angribe energiinfrastrukturen tilbage.

Det skriver AFP.

- Som led i de igangværende angreb udført af den zionistiske og amerikanske fjende blev gasadministrationsbygningen og gastrykreguleringsstationen på Kaveh Street i Isfahan ramt, skriver Fars ifølge AFP.

Foreløbigt er Fars det eneste nyhedsmedie, der rapporterede om hændelsen, skriver AFP.

Irans energiminister har i et interview med stats-tv, der blev sendt tirsdag, vurderet, at landet er mindre sårbart over for angreb på sin energiinfrastruktur end andre lande i regionen.

- Vi producerer elektricitet spredt over flere steder, i modsætning til landene i Den Persiske Golf eller det zionistiske regime, hvor produktionen er centraliseret og meget sårbar, siger energiminister Abbas Aliabadi med henvisning til Irans naboer i Golfen og Israel, ifølge AFP.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, truede med at angribe Irans energiinfrastruktur, hvis landet ikke genåbnede Hormuzstrædet, men mandag trak han truslen tilbage med henvisning til, at USA havde ført "meget gode" forhandlinger om at afslutte krigen.

Iran har dog benægtet, at der havde fundet nogen dialog sted.

.\\˙ MarketWire