MarketWire

Genmab løftes til "køb" hos Jyske: Kursfald udgør attraktiv købsmulighed

GEN

Genmab løftes til "køb" hos Jyske: Kursfald udgør attraktiv købsmulighed

En længere periode med modvind til Genmab udgør en god købsmulighed, lyder vurderingen i Jyske Bank.

Her er anbefalingen blevet løftet til "køb" fra "hold" af analytiker Henrik Hallengreen Laustsen forud for selskabets regnskab for første kvartal.

Regnskabet i sig selv ventes ikke at bringe de store nyheder med sig. Til gengæld er aktien faldt noget nær 20 pct. siden den seneste top i januar efter makroøkonomisk modvind og skuffende nyt om Epkinly, men mandag steg aktien 0,3 pct. til 1795,50 kr.

Med udsigten til et begivenhedsrigt andet halvår er det derfor et godt tidspunkt at gå ind i aktien, lyder vurderingen.

- Genmab-aktien har siden toppen i januar sat sig cirka 20 pct. på grund af makroøkonomiske nyheder, lidt bekymringer omkring Epkinly og en relativt rolig start på 2026 på de selskabsspecifikke nyheder, skriver Henrik Hallengreen Laustsen.

- Vi anser det seneste fald som et attraktivt købstidspunkt forud for et begivenhedsrigt andet halvår, fortsætter han.

Kursmålet på 2300 kr. gentages.

I andet halvår venter data fra en lille håndfuld af studier med Genmabs midler, heraf to kombinationsstudier med Epkinly, et med Rina-S og et med Peto.

Om regnskabet for første kvartal er forventningen, at Genmab vil fastholde sine forventninger til 2026 om en omsætning i spændet 4065-4395 mio. dollar og driftsomkostninger for 2710-2910 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire