Eurozonen/Dansk Metal: Fredsaftale vil kunne dæmpe inflationen
Eurozonen/Dansk Metal: Fredsaftale vil kunne dæmpe inflationen
Den annoncerede fredsaftale mellem USA og Iran vil kunne dæmpe inflationen i eurozonen, vurderer Dansk Metal efter at have set nærmere på den endelige opgørelse af udviklingen i forbrugerpriserne i maj.
Statistikken bekræfter, at eurozonens forbrugerpriser steg med 3,2 pct. på årsbasis i maj mod 3,0 pct. i april. En væsentlig årsag er de stigende energipriser som følge af situationen i Mellemøsten. Men der er håb om, at energipriserne vil falde på sigt.
- Fredsaftalen mellem USA og Iran er et vigtigt skridt, som kan dæmpe presset på inflationen. Men der vil gå tid, før skibstrafikken gennem Hormuzstrædet er normaliseret, og derfor er der ikke udsigt til, at olieprisen foreløbig falder tilbage til niveauet før krigen.
- Olieprisen er dog kommet et godt stykke ned fra toppen, og en oliepris på 70-80 dollar per tønde giver langt mindre modvind for økonomien end en oliepris på 100 dollar per tønde, vurderer Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal.
Han mener af samme grund ikke, at der er grund til, at ECB fortsætter med at hæve renten efter renteforhøjelsen i sidste uge, hvor indlånsrenten blev løftet 25 basispoint til 2,25 pct.
.\\˙ MarketWire