MarketWire

Europa/aktier: Franske luksusgiganter får hug i småsurt marked

Europa/aktier: Franske luksusgiganter får hug i småsurt marked

Regnskaberne er så småt begyndt at rulle ind over Europa, og onsdag står luksusaktierne i skudlinjen efter sløje salgstal fra franske Kering og Hermes.

Det sker i et samlet småsurt marked, hvor det brede europæiske Stoxx 600 bakker med 0,1 pct., efter at indekset ellers har været godt kørende med et samlet plus på knap 4 pct. siden påske.

Og med starten på regnskabssæsonen får investorerne også indblik i, hvilke konsekvenser Iran-krigen får for de enkelte europæiske selskaber.

- Der har tydeligvis været en meget stærk genopretning fra bunden i marts, men i takt med at vi bevæger os længere ind i regnskabssæsonen, og de makroøkonomiske data igen begynder at tikke ind, vil vi begynde at se de reelle konsekvenser af krigen, siger Fiona Cincotta, seniormarkedsanalytiker hos City Index, ifølge Reuters.

For de franske luksushuse Kering og Hermes kan krigskonsekvenserne nemt spores i salgstallene for første kvartal.

I Mellemøsten, som står for godt 5 pct. af Kerings samlede omsætning, er salget faldet 11 pct. i første kvartal fra samme periode sidste år, og for det samlede koncernsalg har krigen kostet 1 pct.point, fortæller Kering ifølge Bloomberg News.

Kerings kronjuvel, Gucci, skuffer samtidig med et salgsdyk på 8 pct., hvor analytikerne havde spået et mindre fald på 4,3 pct.

Hermes må også se Iran-krigen gøre indhug i resultaterne, hvor salget på markedet, der inkluderer Mellemøsten, faldt 5,9 pct. i kvartalet. På hjemmemarkedet i Frankrig faldt salget 2,8 pct., da det i perioden er stået sløjt til med velhavende turister fra Mellemøsten. Et lignende billede gør sig gældende i Schweiz og Storbritannien, lyder det.

Samlet præsterede Hermes en salgsfremgang på 5,6 pct. i konstant valuta i første kvartal, men her havde analytikerne ventet 7,44 pct.

Kering og Hermes er onsdagens suveræne bundskrabere i Stoxx 600 med minusser på henholdsvis 10,2 pct. og 9,2 pct.

Burberry, Moncler og Richemont trækkes med ned med fald på 1,7-2,6 pct.

Tyske Aixtron går stik modsat med et plus på 15 pct. Det skyldes en opjustering af årets forventninger på stærk efterspørgsel i halvlederindustrien, som selskabet producerer udstyr til, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire