MarketWire

ECB om krigen i Mellemøsten: Kan udløse økonomisk chok

ECB om krigen i Mellemøsten: Kan udløse økonomisk chok

Det er usikkert, hvordan krigen i Mellemøsten lander - og nu hejser Den Europæiske Centralbank, ECB, flaget for, at manglen på energi i form af blandt andet olie kan sætte sig markant i økonomierne bredt.

Det skriver centralbanken i rapporten om finansiel stabilitet fra maj 2026, som er offentliggjort onsdag.

- Det nuværende chok i energiforsyningen udgør opadgående risici for inflationen og nedadgående risici for den økonomiske vækst, siger ECB's næstformand, Luis de Guindos.

- Det kan også øge volatilitetet i markederne og udfordre gælden, da finansieringsomkostningerne stiger i et miljø med svagere økonomisk vækst, siger han.

Frem til 2026 har det globale finansielle system og realøkonomien været bemærkelsesværdigt modstandsdygtige trods en række chok. Men den modstandsdygtighed sættes nu imidlertid på prøve af et stort geoøkonomisk chok udløst af krigen i Mellemøsten, skriver ECB.

Stress i økonomierne forstærkes af vedvarende usikkerhed om global handel og internationalt samarbejde. Desuden stiger cybersikkerhedsrisici og hybride trusler mod kritisk infrastruktur i dette komplekse geopolitiske miljø, påpeges det.

TILPASNINGER TIL NY VIRKELIGHED KRÆVES

De finansielle markeder skal tilpasses geoøkonomisk stress og forstyrrelser i energiforsyningerne. Men indledende tilpasninger på de finansielle markeder har vist sig at være kortvarige, hvilket betyder, at aktieværdierne stadig er høje set i et historisk perspektiv.

Samtidig er risikopræmierne på virksomhedsobligationer fortsat lave på verdensplan, hvilket gør prissætningen sårbar over for den usædvanligt høje grad af geopolitisk og politisk usikkerhed. ECB set derfor en vis risiko for, at stemningen på de finansielle markeder kan forværres.

Centralbanken påpeger, at ser man i første omgang bort fra bankerne, så har selskaber stort set været modstandsdygtige over for krigen i Mellemøsten. Men de står nu over for risikoen for en bredt baseret nedgang i markederne.

- Selvom det ikke i sig selv er et systemisk problem i euroområdet, kræver uigennemsigtige og indbyrdes forbundne private markeder nøje overvågning på grund af afsmittende risici, især fra USA, fremgår det af rapporten.

Vender man blikket mod bankerne i eurozonen, så har de været i stand til at navigere i de oprørte vande. Men alt efter hvor hårdt det øvrige erhvervsliv rammen, kan bankerne bliver udsat for likviditets- og finansieringsrisici, hvis markedsforholdene skulle blive ustabile.

- Derudover kan kvaliteten af bankernes aktiver forringes, hvis de makroøkonomiske og finansielle forhold skulle forværres markant som følge af krigen i Mellemøsten, selv om deres direkte eksponering over for regionen er begrænset og koncentreret hos nogle få banker, skriver centralbanken.

ECB påpeger, at et langvarigt chok dog kan medføre væsentlige sekundære effekter, især for virksomheder i euroområdet, der opererer i sektorer, der er følsomme over for både handel, energi og rentesatser, med mulige afsmittende virkninger for husholdningerne via forværrede arbejdsmarkedsforhold eller pres på leveomkostningerne.

- I det nuværende meget usikre geoøkonomiske miljø er det afgørende at bevare og styrke det finansielle systems modstandsdygtighed, skriver centralbanken og understreger, at myndighederne bør opretholde de eksisterende krav til kapitalbuffere og andre foranstaltninger for at bevare bankernes modstandsdygtighed og sikre sunde kreditstandarder.

- Desuden kræver vedvarende sårbarheder med hensyn til likviditet og gearing i den ikke-bankmæssige finansielle formidlingssektor en omfattende politisk indsats. Endelig vil det være afgørende at fremskynde fremskridtene med EU's opsparings- og investeringsunion for at understøtte vækst og konkurrenceevne og samtidig sikre finansiel stabilitet, lyder det fra ECB i rapporten.

.\\˙ MarketWire