MarketWire

Danske Banks nye finansielle mål tager fokus med gaveregn til aktionærerne

DANSKE

Danske Banks nye finansielle mål tager fokus med gaveregn til aktionærerne

Danske Banks tre første måneder af 2026 endte med et lavere overskud end ventet, hvor global usikkerhed med stigende energipriser og deraf større usikkerhed presser handelsindtægterne samt forsikringsaktiviteten.

Kerneindtægterne er dog solide. Og derfor er AL Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen tilfreds med starten på 2026:

- Kerneindtægterne i nettorente- og gebyrindtægterne overrasker positivt, mens handelsindtægterne og forsikring skuffer. Men det er lidt mere volatile poster, som sagtens kan komme op i et fint niveau de kommende kvartaler, påpeger Mikkel Emil Jensen over for MarketWire og fortsætter:

- Det kommer hurtigt til at gå i glemmebogen. Det, der er fokus på, er, at kerneforretningen er i rigtig fint momentum. Og omkostningerne er på et fint niveau, ligesom nedskrivningerne med en tilbageførsel også overrasker positivt.

Samlet ender det første kvartal af 2026 på bundlinjen med et plus på 5686 mio. kr. mod ventede 5749 mio. kr. Til sammenligning bød første kvartal sidste år på et overskud på 5757 mio. kr.

NYE FINANSIELLE MÅL

Som tidligere lovet er Danske Bank kommet med nye langsigtede finansielle mål for 2028, der skal afløse de gamle, der udløber i år. Banken går nu efter en langsigtet forrentning af egenkapitalen på 14,5 pct. og en omkostningsprocent på "ikke over 43 pct."

De foregående finansielle mål lød på en egenkapitalforrentning på over 13 pct., en omkostningsprocent på 45 samt en akkumuleret dividendeudbetaling på over 50 mia. kr. fra 2023 til 2026.

Og på trods af krig i Mellemøsten med oliepriser, der ligger på et højt niveau, vælger banken med topchef Carsten Egeriis i spidsen at skrue op for målene.

- I de første tre måneder af i år ser vi vækst på tværs af forretningen. Vi ser både vækst i indlån, udlån og kapital under forvaltning. Vi ser god aktivitet, god energi og momentum i banken. Og det er altså bare koblingen til vores nye ambitioner i 2028, hvor vi hæver barren, siger Carsten Egeriis.

- Når jeg kigger over de sidste fem år, og også når jeg kigger på, hvad vi kigger ind i det næste år, så er det på baggrund af, hvad jeg hører fra vores kunder. Og det er, at de på trods af den usikkerhed har navigeret ret godt igennem det hele - både i Norden og ikke mindst i Danmark. Og vores seneste syn på væksten er stadig, at den er fornuftig ligesom med aktiviteten, siger topchefen til MarketWire.

GAVEREGN OVER AKTIONÆRERNE

Danske Bank har også kontant afregning med til aktionærerne i form af et ekstraordinært udbytte på 5 mia. kr., eller 6,14 kr. per aktie, som vil blive udbetalt den 5. maj. Samtidig varsler bestyrelsen en ny udbyttepolitik og store udbetalinger til aktionærerne i årene frem mod 2028.

Banken ændrer sin udbyttepolitik, så den fremover vil sende en større portion af årets overskud til aktionærerne. Fremover vil 60-70 pct. af årets resultat blive sendt til aktionærerne mod tidligere 40-60 pct. Og for perioden 2026-2028 forventer banken et samlet udbyttepotentiale på over 55 mia. kr. med ambition om at foretage yderligere kapitaludlodning og aktietilbagekøb alt afhængigt af indtjening, kapitalgrundlag og markedsforholdene.

Tabel over Danske Banks regnskab for første kvartal 2026:

Mio. kr. Q1 26 Q1 26(e) Q1 25 FY 26 (e) FY 25

Nettorenteindtægter 9340 9215 9020 37.637 36.611

Nettogebyrindtægter 3918 3794 3658 15.897 15.423

Handelsindtægter 389 723 882 2889 2872

Indtjening fra forsikringsaktiviteter 162 350 201 1537 1357

Indtægter i alt 13.974 14.284 13.931 58.446 56.840

Omkostninger i alt 6405 6425 6291 26.220 25.848

Res. før nedskrivninger 7569 7867 7641 32.143 30.992

Nedskrivninger -26 215 50 898 294

Resultat før skat 7595 7630 7591 31.215 30.699

Nettoresultat 5686 5749 5757 23.485 23.037

Udbytte per aktie/kr. 6,14 - - 23,50 22,72

Danske Banks forventninger til 2026:

Mia. kr. Ved Q1 Ved FY 2025

Indtægter i alt 58 58

Omkostninger 26-26,5 26-26,5

Nedskrivninger på udlån 1 1

Nettoresultat 22-24 22-24

Analytikernes forventninger:

Mia. kr. 26(e) 27(e) 28(e)

Omkostninger 26.220 26.535 26.970

Nettoresultat 23.485 24.752 25.680


(e) = Medianestimat indsamlet af Danske Bank blandt op til 14 analytikere frem til den 13. april.

.\\˙ MarketWire