Analytiker: Investering i Hapag-Lloyd vil være vanskelig at gennemføre
Analytiker: Investering i Hapag-Lloyd vil være vanskelig at gennemføre
Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd sendes frem i onsdagens handel, efter rygter om at grundlæggeren og medejeren af schweiziske MSC, Gianluigi Aponte, arbejder på at købe sig ind i det tyske rederi.
Senioranalytiker hos Jyske Bank Haider Anjum noterer dog, at der fortsat ikke er nogen konkrete detaljer eller bekræftelser, "og en investering vil være vanskelig at gennemføre i praksis, da Hapag‑Lloyd allerede har en låst ejerkreds med store industrielle og statslige aktionærer."
- For Mærsk peger rygterne på fortsat konsolideringspres i shipping, men uden umiddelbar direkte effekt lige nu og her, skriver Haider Anjum.
Desuden fremhæver Haider Anjum en historie fra det israelske teknologimedie Calcalist, der skriver om et højere bud på det israelske rederi ZIM fra en "israelsk investor ved navn Haim Sakal."
- Nyheden fremstår som ny og er af Calcalist fremhævet som "breaking news", men er i realiteten baseret på oplysninger fra maj og ændrer ikke ved, at ZIM allerede har indgået en juridisk bindende aftale med Hapag‑Lloyd, hvilket de også har bekræftet tilbage i maj, skriver Haider Anjum og tilføjer:
- Der er dermed ingen reel sandsynlighed for et alternativt opkøb, og historien vurderes ikke at have fundamentalt indhold. Stigningen fremstår derfor som drevet af støj og kortsigtet markedssentiment snarere end en egentlig ændring i casen.
Hapag-Lloyd stiger med 1,9 pct. til 116,70 euro onsdag efter et kortvarigt plus på 6,1 pct. efter børsåbning.
.\\˙ MarketWire