Økonomisk Ugebrev

Aktuelle aktier, der bør holdes øje med

Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc. MT Højgaard Holding […]

Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.

MT Højgaard Holding

Anbefaling: Køb

Aktuel kurs: 283,50

MTHH faldt 13 pct., da man halverede forventningerne til driftsresultatet i 2026. For den risikovillige investor åbner det en købsmulighed, da nedjusteringen skyldes et konkret projekt og ikke en generel revurdering af MT Højgaard Holdings indtjeningsevne.

H+H International

Anbefaling: Sælg

Aktuel kurs: 96,10

H+H steg 29 pct. på to dage i april, da storaktionæren udtrykte ønske om at overtage selskabet på et tidspunkt. I dag er halvdelen af stigningen forsvundet, i takt med, at investorerne gradvist har flyttet blikket tilbage til nutiden. Eftersom opkøbstilbuddet kan ligge flere år ude i fremtiden, forventer vi H+H’s aktiekurs vil fortsætte nedad til niveauet 85-90.

Novo Nordisk

Anbefaling: Sælg

Aktuel kurs: 283,85

Novo Nordisks kurstop ved 294 i slutningen af maj var lavere end den foregående (300), og det var første gang siden starten af marts vi oplevede det. Det kan være et signal om, at Novo Nordisks vandring opad de seneste tre måneder fra den laveste kurs i seks år nu er slut. Kursen faldt fire dage i træk før torsdagens stigning på 4,4 pct., og handlen under forrige fredags kursfald var den højeste siden februar.

NKT

Anbefaling: Hold

Aktuel kurs: 1020,00

NKT steg 45 pct. fra marts til maj, men det kan være sidste udbrud fra den vulkan, NKT kursmæssigt har været de seneste syv år. En kursstigning fra 60 til 1100 på syv år er ekseptionel, men det sidste kurshop blev efterfulgt af fem dage i træk med kursfald på sammenlagt 10 pct.

A.P. Møller-Mærsk

Anbefaling: Køb

Aktuel kurs: 17.815,00

APM faldt 23 pct. på to måneder fra marts til maj, men overordnet har aktien været stigende de seneste tre år. Vi ser torsdagens stigning på 8,3 pct. som et naturligt led i APM’s kursmønster de seneste tre år, og trods den store stigning forventer vi, at kursen i den kommende uge fortsætter forbi 18.000.

cBrain

Anbefaling: Hold

Aktuel kurs: 59,40

cBrain ser kursmæssigt lidt kedelig ud med en sidelæns bevægelse i intervallet 59-62. Men det bliver til et interessant signal, når den neutrale bevægelse kommer i forlængelse af en dramatisk nedtur fra kurs 230 til kurs 59 de seneste to år. Hvis cBrains kurs er landet, kan næste skridt blive en trendvending, når investorerne tester, om kursfaldet løb løbsk.

Rockwool

Anbefaling: Køb

Aktuel kurs: 199,30

Rockwool har været stigende siden slutningen af marts, og den forløbne uges generelle kursfald har ikke ændret på dette. At en aktie er i stand til at stige i et faldende marked er et styrketegn, og det udløser en købsanbefaling på Rockwool.

Bruno Japp

Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.