Aktier/tendens: Demant tager teten med dobbelt løft af anbefalingen før afdæmpet start
Aktier/tendens: Demant tager teten med dobbelt løft af anbefalingen før afdæmpet start
Demant kan med en løftet anbefaling få opmærksomhed omkring det danske aktiemarked tirsdag morgen, hvor starten ellers overordnet ser ud til at blive nogenlunde afdæmpet.
Et klart comeback i den asiatiske aktiehandel tirsdag morgen ser nemlig ikke ud til at smitte så meget af i Europa, hvor mandagens nedtur da også endte noget mere begrænset end i Asien.
Samtidig er opturen i særligt Sydkorea trukket af primært chip- og AI-navne, som ikke vejer helt så tungt i billedet på det europæiske marked.
Herhjemme blev ugen indledt med et fald på 0,9 pct. til 1741,24 for C25-indekset oven på en massiv nedtur i USA fredag, hvor der var lukket i Danmark på grund af grundlovsdag.
- Her til morgen får aktierne medvind fra comebacket til teknologi og et yderligere fald i olieprisen. Aktierne i Asien stiger på de fleste store markeder, og især de teknologitunge indeks i Sydkorea og Taiwan lægger sig i overhalingsbanen. I USA er der også lagt op til plusser ifølge futures, mens de europæiske aktier står til at åbne med et lille minus, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar.
DEMANT FÅR FJER I HATTEN AF BANK OF AMERICA
Høresundhedskoncernen Demant kan glæde sig over et dobbelt løft af anbefalingen hos Bank of America, som er vendt helt rundt og nu mener, at det er tid til at købe op i aktien.
Anbefalingen er således løftet til "køb" fra "underperform", skriver Bloomberg News tirsdag.
Kursmålet er sat til 280 kr., hvilket er knap 11 pct. over slutkursen mandag på 252,40 kr., der blev resultatet efter en stigning på 0,1 pct. på ugens første dag.
NOVO KAN MÅSKE SE FREM TIL NY RIVAL PÅ FEDMEMARKEDET
Investorer med interesse i Novo Nordisk, der mandag faldt med 4,2 pct. til 272 kr., kan desuden notere sig, at Astrazeneca har fremlagt resultater fra et fase 2B-studie med fedmepillen Elecoglipron, der har demonstreret et vægttab på 11,8 pct. over 36 uger.
Kandidaten, der ganske som Novos semaglutid er en GLP-1-analog, nåede dermed ikke helt op på de niveauer, som henholdsvis Eli Lilly og Novo Nordisk har nået med deres respektive Foundayo- og Wegovy-piller. De har demonstreret vægttab på 14,7 og 16,6 pct. hver især.
Astrazeneca går dog videre i et omfasende fase 3-studie med sin tablet, der her skal undersøges for effekten på både diabetes og fedme, ligesom der også kigges på hjerte-kar-tilfælde.
.\\˙ MarketWire